Kontorhuset Ndr. Ringgade
Ndr. Ringgade 70
4200
Slagelse
Danmark
De første lejere er ved at indrette sig og flere står på spring til at rykke indenfor i det imponerende kontordomicil, der er skudt op ved Slagelses nordlige indfaldsvej, Nordre Ringgade.
Hele førstesalen er udlejet til Skælskør Bank. I en del af stueetagen er det Advodan i Sydvestsjælland, der har lejet sig ind. Alle kan de nu se frem til at skulle arbejde i et hus, hvor der er lagt stor vægt på indretning og miljø for at skabe de bedste rammer om en god arbejdsplads.
Bygherre er ejendomsinvesteringsselskabet Kristensen & Holmsberg A/S med hovedsæde i Odense, og det er Slagelse-virksomheden Georg Berg Entreprise A/S, der ved en indbudt licitation i 2007 fik til opgave at føre projektet ud i livet som totalentreprise.
Bygherren havde en helt konkret tanke med, hvordan bygningen skulle udformes. En tanke, der i udbudsmaterialet var konkretiseret i detaljerede tegninger, udarbejdet af Arkitektfirmaet Ole Dreyer A/S fra Århus i samarbejde med ingeniørfirmaet Stokvad Kerstens A/S.
Ønsket var en lang, slank bygning, med en stor facade ud mod Nordre Ringgade. Denne effekt er blevet opnået med opførelse af en stor hovedbygning med en satellit, en slags tilbygning. Først når man ankommer til hovedindgangen, der vender bort fra ringvejen, opdager man opdelingen i hovedbygning og satellit. Derved skabes en forplads, der skaber et naturligt rum ved hovedindgangen. Denne effekt understreges ved, at satellitten er lavere end selve hovedbygningen.
Arkitektfirmaet Ole Dreyer A/S slog med sine tegninger anslaget til det projekt, Georg Berg Entreprise A/S fik til opgave at føre ud i livet. Efterfølgende overlod de til Kullegaard Arkitekter A/S fra Holbæk i samarbejde med ingeniørfirmaet Niras A/S, at udarbejde arbejdstegninger til håndværkerne. Undervejs i arbejdet med opførelsen af bygningen viste der sig behov for ændringer af tegningerne, således at bygningen kunne få de funktioner, bygherren lagde vægt på – uden at det derved afveg markant fra arkitektens hovedidé
En af de større udfordringer, der viste sig undervejs, var etableringen af husets luft- og ventilationssystem. Det viste sig, at det tekniske udstyr fyldte så meget, at hvis det skulle have været placeret indendørs, ville det tage så meget plads, at det i for høj grad ville ske på bekostning af kontorarealerne. Derfor var det nødvendigt at udtænke nye løsninger. Resultatet blev, at man besluttede, at anbringe de pladskrævende ventilationsenheder på husets tag.
Det gav så endnu en udfordring, for når disse skulle have fast plads udenfor, så ville det stille andre krav til isolation Dette blev løst, men tilbage var det rent visuelle indtryk.
Kullegaard Arkitekter A/S måtte herefter til tegnebrættet og udtænke en afskærmning omkring ventilationsenhederne, der både var funktionel og samtidig understøttede det helhedsindtryk af bygningen, som bygherren på forhånd havde tænkt. Resultatet blev en afskærmning, der set udefra formår stort set at skjule, at også bygningens tag er taget i anvendelse.