Logstor
Danmarksvej 11
9670
Løgstør
Danmark
Onsdag 21. marts 2007 var en sort dag for Logstor A/S. Den internationale koncerns hovedkvarter i Løgstør brød i brand som følge af kortslutning i nogle tekniske installationer. Den ene halvdel af virksomhedens administrationsbygning nedbrændte totalt, mens en fløj stod tilbage som røg- og vandskadede råmure. En lagerhal på 7.000 kvm, der desuden rummede en mindre del af produktionen af præisolerede rørsystemer, blev også flammernes bytte.
I første omgang var det et problem, at branden åd koncernens IT-system med SAP-datalogi til styring af produktion og lager i samtlige afdelinger og lande, hvor Logstor er repræsenteret. Takket være et fuldt operativt backup- program var man dog klar til at starte driften igen 60 timer efter branden.
- På længere sigt gjorde vi os overvejelser om at genopføre byggeriet. Skulle vi vedblive at have hovedkontor i Løgstør, som jo er en lille by, der ikke ligger centralt for vores afdelinger i det øvrige Danmark og udlandet? Vi besluttede at blive her og samtidig opføre et attraktivt byggeri for vore medarbejdere og besøgende kunder, fortæller administrerende direktør Preben Tolstrup, Logstor A/S. Han blev topchef i 2005 i forbindelse med sammenlægningen af Løgstør Rør og Alstom Power FlowSystems. En fusion, der under det nye navn Logstor, er verdens største rørproducent inden for fjernvarme og fjernkøling.
Et byggeprogram blev formuleret som oplæg til en lille, indbudt arkitektkonkurrence, hvor Logstor satte sin oprindelige samarbejdspartner, Arkitektfirmaet N. Krogh Madsen A/S i Aars, op mod C.F. Møller A/S’ afdeling i Aalborg. Resultatet blev en sejr for den lokale tegnestue, og det var der flere grunde til.
- Vi ville bevare det, der kunne reddes, og opføre en ny administrationsfløj med forbindelse til den gamle. Desuden har vi givet virksomheden en ny hovedindgang, som fører ind til et stort atrium, der bliver et lyst samlingspunkt for alle 150 administrative medarbejdere i Logstors hovedafdeling og for virksomhedens gæster, siger Fritz O. Fischer, medejer af N. Krogh Madsen A/S.
En hovedentrepriselicitation med syv indbudte deltagere blev herefter vundet af Hornum Murer- og Entreprenørforretning Knud Christensen a/s. HME har selv udført råhusentreprisen med jord, kloak, beton og murerarbejde samt belægninger. Hovedentreprenøren fra Hornum i Himmerland har i gennemsnit haft 12-14 af sine 100 medarbejdere beskæftiget på opgaven foruden underentreprenører i en periode på godt et år fra byggestart i september 2007.
- Det har været en utroligt spændende og kompliceret opgave. Arkitektens projekt gav os nogle logistiske udfordringer, men alt blev løst i et fortrinligt samarbejde med det meget engagerede byggeudvalg, som Logstor nedsatte og med rådgiverne, siger Kai Salomonsen, som er sektionschef for byggeri i HME.
Egentlig ville arkitekten gerne have præsenteret et treetagers byggeri, som ville trække udsigten over Limfjorden ind i direktionskontorerne. Men bygherren foretrak en videreførelse af de oprindelige to etager, og sådan er det blevet. Nybyggeriet er en ekstra fløj parallelt med den bevarede, som ligger ud mod Danmarksvej. En tidligere smedje er fjernet for at skabe den afstand mellem produktionshaller og administration, som brandmyndighederne kræver i dag. Fortiden skal ikke gentage sig!