Vestas R&D Center
Hedeager 42
8200
Århus N
Danmark
CSK Stålindustri A/S har leveret 850 m CSK-bjælke, der bærer dæk og gangbroer og desuden en mindre tonnage bygningsstål. CSK-bjælken er et alternativ til konsolbjælker af beton. Dens fordele er bl.a. lav indbygningshøjde, stor fleksibilitet og enkelhed ved beregninger i form af lettilgængelige dimensioneringstabeller.
Trapperne op gennem atriet er en del af en stor leverance fra Schack Trapper A/S fra Skærbæk. En ligeløbstrappe op til niveau 1 og en halvsvingstrappe mellem niveau 1 og 2 er bygget op i stålkonstruktioner, der tilsammen vejer seks ton, og som måtte kranes ind i bygningen. Trapperne er belagt med træparket på trin og reposer og har værn i lamineret glas og håndlister i rustfrit stål.
SchackTrapper har desuden leveret spindeltrappe til udviklingsafdelingen, rustfrit stålværn ved gangpassager i grundplanet og på gangbroer, pulverlakerede værn til flugtvejsstrapper i beton, trappe til kælderen samt udvendige granit og glasværn omkring materialegård og solgård.
Der er anvendt døre fra Swedoor-Jutlandia og Hansen Door a/s. I udviklingsafdelingen lægges ege compact fra ege contract a/s. Til de værkstedsprægede rum har L. Hammerich A/S leveret ca. 1.550 kvm Troldtekt akustik Plus i lys, fin struktur med fas monteret på C60 skinner med variabelt ophæng. Desuden ca. 50 kvm Troldtekt ventilation i hvidmalet, fin struktur med fals monteret i synligt skinnesystem.
I samarbejde med arkitekt og bygherre har Duba-B8 A/S været totalleverandør af møbler til huset. Som den største aktør på det danske kontormøbelmarked har virksomheden med hovedcenter i Bjerringsbro erfaring med indretningskoncepter i denne størrelsesklasse.
Ordren omfatter 600 kontorarbejdspladser med Haag stole og elektrisk indstillelige skriveborde i en kombination af Duba-B8’s System 4000 med lysegrå linoleumsplade og lakeret alustel fra System 2000.
Til touchdown-arbejdspladser er der leveret ca. 100 mindre skriveborde i samme kombination. Der er endvidere produceret 1.100 skabe, alt sammen på hjul. Skabene er helt i hvidt og specialudviklet til opgaven. Desuden omfatter ordren høje borde fra Duba-B8 og høje stole fra Lapalma, som alle er i en limegrøn farve.
Til kantine, auditorium samt mødelokaler er der anvendt borde og stole fra Four Designs Four Cast serie. Desuden er anvendt Wilkhahn møbler i VIP-området. Foruden totalleverancen fra Duba-B8 bliver der opstillet specialinventar fra Welløv+Ottesen i huset.
Udviklingsfaciliteterne hos Vestas Research & Development Center skal understøtte basisenheder på op til 20 medarbejdere.
- Enhederne består af et grundrum med almindelige arbejdspladser. Udenom er der en palet af støtterum – to stillerum med glasvægge til fordybelse, et møderum med plads til hele gruppen samt et projektrum til materialer og en projektgarage, hvor f. eks. forsøgsproduktion kan finde sted. Faciliteterne til basisenheder skal betragtes som værktøjskasser, som kan omprogrammeres, hvis behovene ændrer sig. Alle primære gangzoner er lagt ind mod atriet, så trafikken ikke forstyrrer gruppernes arbejde. Alligevel er der mange steder, hvor medarbejdere vil møde hinanden på tværs af grupperne. De gode ideer får man ofte, når man tilfældigt støder på den rette person, fastslår arkitekt Glenn Elmbæk, Arkitema.
Vestas Research & Development Center indvies officielt 27. november, men huset er i skrivende stund allerede ved at blive taget i brug af de kreative vindkraftfolk.