Amager Bakke
Vindmøllevej 6
2300
København S
Danmark
– Placeringen af elevatorer, toiletter, tekøkkener og skakte langs bagkanten af hver etage ind mod anlægget var givet på forhånd, men ellers var etagerne helt åbne. Reception, et større møderum og nogle sekundære faciliteter er placeret i stueetagen. Femte og sjette sal indeholder enklaver af kontorarbejdspladser i de mindre åbne lommer, der opstår ved at inddele det store langstrakte rum med jævnt fordelte enkelte ad hoc rum og møderum af varierende størrelse. På sjette sal var det fastlagt, at kontrolcenteret skulle ligge, fordi der er gennemkig til rummet fra syvendesalen, som huser kantinen, mens ottende og niende rummer flere kontorarealer. På 10. etage findes et meget stort møderum med en fantastisk udsigt, og her kommer et separat projekt indeholdende ARC’s besøgscenter. Etagerne fra første til fjerde sal rummer lager og motionscenter, og så er der to etager med ledig plads, siger Anne Sarto.
– Den enkelte kontoretage er som udgangspunkt et meget langstrakt og stort rum, så vi endte med en løsning hovedsageligt bestående af små pods – fritstående rum – der gennem sin placering skaber nogle mindre lommer, hvor de oplevede rum ikke er så store, men hvor fornemmelsen af ét samlet etagerum og stor transparens stadig beholdes. Nogle af rummene er fritstående, mens andre knytter an til facaderne. Facaden er flettet, så nogle dele har vinduer, mens andre partier er lukkede, så vi har forsøgt at udnytte adgangen til facaden bedst muligt i detailindretningen, siger Anne Sarto.
– Rummene har nogle meget præcise overflader med betongulv og alu-lofter, som vi i de udlagte rum har kontrasteret med dørpartier i form af varme træskiver i fyr i rummets fulde højde. Disse fremhæver ligeledes lofthøjden og skaber en rytme ned gennem etagerummet. Rummene er ellers i glas for at bevare åbenhed og transparens, men har udvalgte steder en let folie, der imiterer dis og skyer, for at skærme for ind- og udsyn.
– Vores opgave var ligeledes selve inventardelen og den samlede indretning inkl. farver og overflader, og her besluttede vi sammen med ARC, at vi skulle sætte en række parametre op for bæredygtighed i materialevalget. I de undersøgelser vi lavede, fandt vi ud af, hvor vigtigt materialevalget er, når det skal handle om bæredygtighed i bredere forstand end blot at vælge et Svanemærket produkt. Vi har derfor fravalgt materialer som melamin og laminat, og satset på naturmaterialer som eksempelvis linoleum, gummi og træ, der holder længe og kan vedligeholdes. Så ARC har fået et rigtig fint materialeniveau på grund af bæredygtighedsvinklen, uden at det er blevet en meget dyr løsning, fortæller Anne Sarto.
ARC har som en del af sin grønne profil et intelligent energistyringssystem. Som el-entreprenør har CR Electric A/S blandt andet udført selve elinstallationerne med 800A-hovedfordeling via kanalskinne lodret i skakt. Herfra forsynes tavler på hver etage til effekt- og belysningsinstallationer. CR Electric har også leveret og installeret alle de styringsanlæg og systemer, der hører til en moderne administrationsbygning, herunder KNX belysningsstyring, sikkerhedsbelysning, ADK, UPS-anlæg, PDS-kabling og fiberforbindelser, fortæller direktør i CR Electric Tonny Rosenbom.