Bella Sky Comwell
Center Boulevard 5
2300
København S
Danmark
- Ikke gjort før, siger Faber A/S om kombinationen af soldæmpning og mørklægning, hvor den sidste facilitet er planlagt til en isolerende og energibesparende anvendelse, når værelset er ledigt. En translucent dug dæmper solen, men bevarer udsigten og er i øvrigt udført med hotellogo og dekorationsmønster. Mørklægningen er uigennemtrængelig for lys udført af glasfiber og polyester. Begge screens er anbragt i en reces i lofterne, hvor kassetten er integreret. De kan styres centralt eller individuelt fra betjeningspaneler i værelserne med en Somfy® motorstyret løsning fra Faber A/S.
En hovedaktør på det tekniske hold af ferme håndværkere var også en anden førende teknisk installatør, Lindpro.
Lindpro stod for hele elopgaven på begge tårne og på bygningsbasen, der indeholder reception, restauranter samt konference- og mødefaciliteter. Med bare to elevatorer i drift i de skæve hotelbygninger var logistik en afgørende parameter for at nå i mål inden for tid og budget, vurderer Lindpro A/S. Lindpro valgte at færdiggøre og delaflevere en etage ad gangen, og der var forud lavet aftaler med alle underleverandører om, at materialerne skulle ankomme afstemt herefter. De var opdelt pr. værelse og blev straks anvendt, så intet lå og flød.
- Det kan være rigtig dyrt at lave fejl på en sag af det her omfang. Hvis en fejl koster 1.000 kr. at rette på et enkelt værelse, så kan man multiplicere med 814, hvis den først opdages til sidst. Det skete ikke, konstaterer Lindpros projektleder Frank Galberg.
Belysningen er sammensat af flere armaturer. Et er installationsskulpturen Chandelier tegnet af GXN og 3XN, som med ekstrem effekt er anvendt som belysningskunst. Den suppleres af specialfremstillede indbygningsarmaturer i den trapezform, som er 3XN formgivningens DNA, og Fagerhults Notor, målrettet møde- og konferencerum.
Læs mere om lysskulpturen Chandelier i Tema Indretning og belysning, side XX.
Notor, også til indbygning, har et enkelt udtryk og, hvad Fagerhult selv betegner som ‘god lyskomfort’. Lysspredningen er behagelig fra det diskrete og slankt dimensionerede armatur. Notor kan både optræde som solitær og i serier som lysende bånd; det er tilfældet her i bl.a. møde- og konferencerum. Notor indbygning er udviklet i samarbejde med Rockfon og er dermed blevet en del af Rockfons Sonar X-loft – det vil sige, at armaturet erstatter en bæreskinne, og Rockfons tværprofiler klikkes direkte på det.
Det gælder for belysningen som for de øvrige tekniske installationer i hotellet, at de leverer værdier og styrker indretning og indeklima, men som teknologiske lag eller objekter bemærkes de ikke. Sådan er det også med AV-løsningerne, som i antal er massive, men som integrerer sig fint i omgivelserne. Det er AV-Huset med hjemsted i Næstved, der har stået for at virkeliggøre den omfattende indkøbsliste med faciliteter til alle de områder, der modtager, fordeler og informerer gæster, uanset om det er hotellets overnattende eller konference- og mødedeltagere.
I lobbyen modtages gæsterne af skærmsøjler, bestående af Samsung 46” skærme med informationer om, hvad der netop den dag foregår i hotellets konference- og mødeafsnit. Også 65” monitorer fra den spanske producent Albiral, med danske aner til grundlæggeren Arthur Holm, opleves i lobbyen. AV-Huset har endvidere leveret Samsung skærme til i alt 25 mødelokaler samt tre Sanyo projektorer med en lysstyrke på 10.000 ansilumen med tilhørende projektionslærreder (4,3 × 2,4 m) anbragt i kassetter i lofterne.