Finger C
Kastrup Lufthavn
Kastrup
Danmark
- I denne anden etape er paskontrolområdet og sikkerhedsområdet ved fingerroden blevet radikalt udvidet med ca. 1.000 kvm hver på henholdsvis første og anden sal i en helt ny bygning. Desuden er forbindelsesgangen på anden etage blevet forlænget hele vejen ud til enden af Finger C, og så er der blevet bygget nogle flere trappehuse på til at føre passagererne op eller ned til de etager, de nu skal til. Flugtvejsforholdene har også været vigtige – hvis der lander fire Jumboer samtidig, så kommer der altså over 1.000 mennesker, der skal ned gennem det nye forbindelsesrør, og som skal kunne komme ud i tilfælde af brand, fortæller Henning Kobbernagel.
- Hele logistikplanen og strategien for passagerflowet er noget lufthavnen selv har udtænkt, fortæller Henning Kobbernagel.
- Vi fik opgaven i november 2011. Så vi projekterede lynhurtigt, så man allerede i december 2011 og januar 2012 kunne begynde at støbe fundamenter til pas/securitybygningen. Der var nogle meget stramme tidsplaner, så det hele kunne afleveres i slutningen af oktober 2012, med nogle delafleveringer undervejs.
- Opgaven for os og entreprenøren og de andre aktører har været på rekordtid at bygge de her 4.500 kvm med mindst muligt gene for den daglige drift af lufthavnen. Det har formentlig kun kunnet lade sig gøre, fordi både vi og entreprenøren også har bygget første etape og derfor kender vilkårene og området til bunds.
Den oprindelige Finger C i stueetagen blev bygget som noget midlertidigt i 1960erne, men fungerer altså stadig i dag. Det nye forbindelsesrør, der er bygget af to omgange i etape 1 og 2 er konstruktivt helt friholdt fra det underliggende, så det ville faktisk være muligt at fjerne de gamle konstruktioner uden at berøre de nye tilføjelser.
De nye tilføjelser, både bygninger og forbindelser er udført som stålkonstruktioner beklædt med sandwichplader med metalplader yderst.
For at genere driften og trafikken mindst muligt er selve det rør, der udgør ankomstetagen, bygget i sektioner på 17-39 meter et andet sted i lufthavnen og så hejst ind på plads om natten på nogle vældige stålbukke, hvis ender er støbt ned i jorden. Modulerne måler 7x6,5 m i tværsnit og vejer op til 100 tons.
Alle de bærende strukturer og stålkonstruktioner er konstrueret og visualiseret af 3D Structural Design ApS, som er et specialiseret, rådgivende ingeniørfirma, der har udført arbejdet for Bladt Industries, der igen har været underentreprenør for entreprenørfirmaet Norisol.