Sparekassen Hobro
Adelgade 44
9500
Hobro
Danmark
Pælefunderingen var en bygherreleverance, der blev udført forud for projektets fagentrepriser, som er udført af en række nord- og midtjyske virksomheder. Foran vinduespartierne, som er leveret og monteret af DFE A/S, er der taget højde for solindfald med en original løsning. Colt Nordic har leveret ca. 500 kvm udvendig solafskærmning med bevægelige skydeskodder bestående af glaslameller, der styres automatisk via input fra udvendige lyssensorer. Glasskodderne skydes henholdsvis ind foran hinanden og til siden alt efter solens position på bygningens facade. Den automatiske styring regulerer både varme og lysindfald. Skodderne kan også køre med manuel betjening.
Gavlpartiet, der afslutter nybygningen mod nord, har en udkragning, som overdækker en kørevej til kældernedkørslen mod vest. Ovenpå er de to øverste etagers vinduesbånd trukket skråt ind i bygningen og giver plads til indadgående altaner.
Inderst i den gård, der er opstået mellem nybygningen og gågadekarreen, ses en ganske spektakulær flugtvejs-spindeltrappe leveret af smedefirmaet Albia I/S i Hobro. Det er nok begrænset, hvor mange borgere, som får den at se i det daglige, for gården er aflåst og sikret med chipbaseret adgangskontrol fra G4S. Inden for porten kører pengetransporter ned ad en rampe til den sikrede kælder, der også rummer depoter, teknikrum, parkering og medarbejderfaciliteter.
Bygherren ønskede to kundeindgange til sit foryngede pengetempel. Befolkningen, og måske især den ældre del, er vant til at kunne gå ind fra torvet. Indenfor buedøren vil de fortsat kunne nikke genkendende til en farverig glasmosaik som entréafskærmning, men ellers er det meste forandret i den statelige bygning, som engang rummede kundeekspedition og administration i stueplan og direktørbolig ovenpå.
De yngre og ofte mere fortravlede kunder parkerer typisk bilen bagved og haster ind gennem det nye indgangsparti, der afslutter den overdækkede fodgængerpromenade med et fremskudt, glasklædt trappetårn med elevator. Her går man en etage op for at komme ind i bankens grundplan, idet terrænet falder betragteligt ned mod havnen.
Når kunderne har passeret de indvendige skydedøre og kontantautomaten og kommer ind i ankomstrummet, bør de tage sig tid til at rette blikket opad og beundre det ovale atrium, der spidser til i et tilsvarende udformet ovenlys et par etager længere oppe. Det er Sparekassen Hobros nye hjerte, oplyst af Bogart pendler fra Sandlux A/S og flankeret af rundede Danogips skørter og antracitgrå etageværn med teaktræslister. Dem har Albia A/S også leveret tillige med hovedtrappen og den mindre del af de bærende konstruktioner, som er udført i stål. Disse stålkonstruktioner er især anvendt til at binde de gamle bygningsdele sammen med de nye.
Den indvendige aptering er udført af Byggefirma Ole Grønlund A/S i Valsgård ved Hobro. Den omfatter gipsvægge og gipsskørter ved atrium og lofter i form af Danoline Contour med skjult skinnesystem, som i øvrigt også produceres i Hobro på Skandinaviens største gipsfabrik.
Ole Grønlund A/S har monteret indvendige Trehøje døre med Ruko besætninger. På 2. sal i nybygningen er der tre undervisnings- og konferencelokaler, som kan slås sammen til ét. Her har Ole Grønlund A/S monteret foldevægge med automatik med AB Consult og Besam A/S som underleverandører. Med i apteringen var desuden en række fuldglasvægge fra Skandi-Bo, som ruminddeler huset.