Emporia Shoppingcenter
Hyllie Boulevard
21145
Malmø
Danmark
Naturligvis er der et overflødighedshorn af butikker – som dog ikke overrasker synderligt. Det er de store gængse kæder som bl.a. H&M, Intersport, Only, Glitter og mange andre, der står for størstedelen af shoppeafdelingen. At vi befinder os i Malmø er dog tydeligt i underetagen, hvor dagligvarebutikkerne regerer, og Systembolaget har fået plads. Et par få specialbutikker har dog fået plads, som f.eks. en butik, der udelukkende sælger flødeboller, nemlig Graädbullerian.
Kommer man i bil, kører man direkte ind i parkeringsområdet og oplever ikke hovedindgangen på Emporia. Men det skal man naturligvis, så man må ind i centret og ud igen. Emporias indgang i blåt glas bugter sig som en kæmpe surfbølge i facaden. Centrets stærke farver indenfor går igen udvendig med glaslameller på en del af facaden. Det er en indgang, man ikke bare går ind af uden at tage stilling, for det er imponerende. Dog ikke uden en kollision. Til venstre for indgangspartiet står der med kæmpe skrifttyper: Emporia – men med en kalligrafisk tekst – det vil sige ‘håndskreven’ skrifttype, der virker sådan lidt altmodisch for et nybyggeri. På trods af at modsætninger ofte kan klæde hinanden, så er det ikke tilfældet her.
Den kæmpe blå surfbølge er trukket med ind i underetagen, hvor netop den blå rulletrappe dominerer. Og er stedets centrum. Elevatorskakten er ligeledes gemt bag blåt glas og med en væg af vand, der løber fra toppen og ender nede i et bassin. Stedets øvrige elevatorer går fra p-dæk til de forskellige etager. Hertil har Spæncom A/S leveret både trappe- og elevatorvægge.
Som noget helt unikt for stedet, er der meget mere end blot tag-parkering på toppen. Her er ikke mindre end en tagpark med et areal på 28.000 kvm med udsigt til Øresund og Malmø og naturligvis en udkigspost med teleskoper. Her er en udendørs scene, bænke og en flisebelægning, der gør, at fornemmelsen af at gå på toppen af et tag er pist væk. Både fliser og de grønne oaser gør, at stedet får karakter af et uderum i gulvhøjde.