Øster Farimagsgades Skole
Øster Farimagsgade 40
2100
København Ø
Danmark
Øster Farimagsgades Skole er en af Københavns ældre skoler. Smukt beliggende indenfor voldene med hovedbygningerne ud mod Øster Farimagsgade og med udsigt til henholdsvis ‘Kartoffelrækkerne’ på den anden side af gaden og til Holmens Kirkegård fra skolegården og bagsiden af bygningerne.
Hovedbygningen er tegnet af arkitekten H.J. Holm og stod færdig i 1885. Siden er skolen opdateret med flere tilføjelser, blandt andet en stor idrætshal og en bygning til børnehaveklassen fra 1990 og ‘tårnet’ fra 1998, der indeholder naturvidenskabelige undervisningslokaler og indtil for nylig også skolebiblioteket.
Med den nye bygning er skolens areal godt og vel fordoblet. Opgaven for H+Arkitekter, der har været totalrådgiver på opgaven, har ikke blot været at tegne en tilbygning, men at revidere helheden og give plads til en udvidelse fra to til tre spor. Der er i dag indskrevet 600 elever på skolen, men når alle tre spor er fuldt udbyggede vil tallet stige til 750.
Udvidelse til tre spor
- Skolen udvider nedefra og op, således at der kommer en ny klasse ind hvert år, og de er nu nået til tredje klasse. Den nye bygning er tiltænkt de mindste klasser, altså indskolingen fra nulte til tredje klasse samt en række fælles funktioner som de to idrætssale, fortæller Ann-Helene Kappel Nilsson, der som partner i H+Arkitekter har forestået projektet.
- Vi har været igennem en lang brugerproces, der inddragede skolens personale, elever, ledelse og det nærliggende fritidshjem, for at skabe de optimale rammer for både skole og nu også en integreret KKFO til 100 børn. De vil også få meget glæde af den tætte kontakt til idrætssalene og alle de andre faciliteter. På et tidspunkt var det også inde i kommunens overvejelser, at der også skulle bygges på en nærliggende grund, men vi endte med at holde det hele samlet på den eksisterende grund, der nu er udnyttet til sidste kvadratmeter, siger Ann-Helene Kappel Nilsson.
- Vi har revet nogle af de eksisterende bygninger ned for at opnå sammenhæng i både byggeri og udearealer, og den nye bygning er opført på fundamentet af den tidligere idrætshal for at få det hele til at gå op, forklarer Ann-Helene Kappel Nilsson.
Fantastisk udsigt
Kælderetagen indeholder et musiklokale og to store dobbelthøje idrætssale, der står i forbindelse med hinanden, samt omklædningsrum og teknikrum. Den store sal fungerer også som skolens hjerte, hvor hele skolen kan samles på en gang. Stueetagen huser ud mod kirkegården KKFO’ens lokaler, stillerum og mod gaden den gule multisal, mens de to næste etager rummer skolebibliotek, natur/teknik, EAT og basislokaler, for alle klasser fra nulte til tredje.
Det er karakteristisk for alle rum, at de føles rummelige og luftige. Vinduer og meget store karnapper giver en fantastisk udsigt fra alle lokaler og tykke ydermure og en ret lav brystningshøjde giver plads til store siddenicher. På første sal er der er dobbelthøje rum, både i skolebiblioteket, som vender ud mod skolegård, og i bygningens modsatte ende, hvor taget har en skrå affasning mod nabogrunden mod nord.