Danish Crown
Energivej 5
6670
Holsted
Danmark
Et stenkast fra motorvej E20 mellem Esbjerg og Kolding, nærmere betegnet ved afkørsel 70 mod Holsted, dukker en gigantstor, hvid bygningsmasse op. Det imponerende byggeri, der tilhører Danish Crown, er fra dette forår arbejdsplads for ca. 300 ansatte samt endestationen for godt og vel 4.500 kreaturer om ugen.
På en 114.000 kvadratmeter stor grund med plads til ekspansion har Danish Crown etableret Nordeuropas største, mest moderne og højteknologiske kreaturslagteri – det første nybyggeri af sin art i næsten 40 år.
Slagteriet, der stod færdigt i marts 2014, erstatter, og samler fire slagterier og skærestuer i henholdsvis Holstebro, Tønder, Fårvang og Skjern. Der er således både tænkt på stordriftsfordele, optimeret teknologi og central placering i forhold til de landmænd, der leverer slagtedyrene. Det nye slagteri fordobler slagtekapaciteten, så der i dag slagtes 110 dyr i timen. Samtidig udbenes 500 dyr om dagen, og der hakkes 500 ton oksekød om ugen, svarende til 60 procent af al den oksefars, der spises i Danmark – store tal, der kræver en topmoderne produktionsgang. Og det er netop, hvad man har fået i Holsted, fortæller projektchef fra Danish Crowns tekniske afdeling Kim Romme, der har været medansvarlig for byggeriet og for apteringen af det nye slagteri, der er projekteret efter de mest moderne principper, den nyeste teknologi og med et stort fokus på kvalitetsstyring og energioptimering.
- Vi har fået et supermoderne slagteri med optimale forhold for såvel medarbejdere som slagtedyr, siger Kim Romme, der har arbejdet med projektet de seneste 3-4 år.
- Etableringen af et nyt slagteri af denne størrelse er en meget krævende øvelse, som kræver en gennemarbejdet masterplan, der hindrer produktionsstop, forklarer Kim Romme, der er synligt stolt af det færdige resultat.
- Projektet blev udbudt i en totalentreprisekonkurrence, og et af projekterne skilte sig markant ud fra starten, blandt andet fordi det havde fokus på et optimalt og logisk opbygget produktionsflow, og fordi det placeringsmæssigt udnyttede grunden på en hensigtsmæssig måde – også fremadrettet, hvis der bliver brug for at udvide, fortæller Kim Romme.
Projektvinderen blev et triumvirat bestående af Midtjydsk Totalbyg (MJT) i samarbejde med Aarhus Arkitekterne og Rambøll, der sammen præsenterede et byggeri, der trods sin volumen virker nedtonet, og som æstetisk signalerer renhed og produktivitet.
For MJT, der har erfaring med stor-skala-byggerier har kreaturslagteriet i Holsted været en kæmpe udfordring – bestemt ikke bare endnu en dag på kontoret, fortæller arkitekt og medindehaver Henning Moeskjær fra MJT.
- Vi har tidligere bygget for fødevareindustrien – senest et stort svineslagteri i Sorø, men da der jo ikke er blevet bygget nye kreaturslagterier i Danmark de seneste 40 år, har der selvfølgelig været mange nye stier at betræde, forklarer Henning Moeskjær, der er meget tilfreds med det færdige resultat: et højteknologisk slagteri, hvor der er lagt maksimal vægt på fødevaresikkerhed, hygiejne og gode arbejdsforhold.