Himmerland Golf & Spa Resort
Centervej 1
9640
Farsø
Danmark
Det skulle være sikkert og vist: En golfturnering, som indgår i den prestigefyldte European Tour, skal i 2014 afvikles på Himmerland Golf & Spa Resort i Gatten mellem Aars og Løgstør. Dette aspekt har her i sommer sat ekstra skub i bygge- og anlægsaktiviteten på centret, der efter genindvielsen i oktober kan betjene alle typer gæster lige fra små purke med badebukser og røde svømmevinger til topprofessionelle golfstjerner, der dyster om millioner af kroner.
Vejen til dette mål har været lang og kompliceret. Himmerland Golf & Country Club blev oprindeligt opført i 1979 af firmaet Flexplan med 300 private fritidshuse, hvis ejere købte anparter i centerbygning og golfbane. Fem år senere gik Flexplan konkurs, og husejerne måtte opgive at drive centret videre.
Redningsmanden blev Lars Larsen, som i 1987 overtog alle aktiver i HGCC, først med to medindehavere, siden solo. Grundlæggeren og eneindehaveren af Jysk butikkerne er ivrig golfspiller og slapper selv af med køllerne på banerne i det smukt kuperede terræn ved Sjørup Sø. Han var hurtig til at få banen udvidet til 18 huller, men har givet sig god tid til at udtænke, hvorledes det kuldsejlede center bedst kunne bringes på fode og gøres til en god forretning.
Et skridt på vejen var at føje hotelfunktion til centret. Først i et ombygget plejehjem, som i 2002 blev afløst af et nyopført Himmerland Golf & Resort Hotel med 60 værelser. Hotelbygningen, fritidshusene og restauranten er bevaret i den aktuelle renovering og udbygning. Det samme er Jysk Akademi, en integreret uddannelsesinstitution for nye medarbejdere i Jysk koncernen. Akademiet har sine egne konferencefaciliteter, men har i forbindelse med ombygning fået indrettet nye opholdsrum til eleverne i lokaler, der tidligere blev benyttet til wellness.
AK83 Arkitektkontoret A/S i Aalborg, der har arbejdet for Jysk A/S gennem mange år, blev af bygherren opfordret til at fremkomme med ideer og sammenfatte dem, først i et funktionsprojekt og siden skitseret i færdig form.