Holbæk Sportsby
Sports Allé 1
4300
Holbæk
Danmark
Holbæk Sportsby er synlig på lang afstand og som sagt placeret på tidligere marker i kommunen. Der er flyttet rundt på ca. en million kubikmeter jord. Ikke kun for at gøre området plant til atletikstadion og fodboldbaner, men også for at skabe et smukt og kuperet, rekreativt landskab med stisystemer. Her er f.eks. skabt en sø foran sportsbyen, der er seks meter dyb, og som på mange måder også er en vartegn for byen. Derudover er der i hele området både små og større LAR-anlæg, så regnvand på bygningen kan bortledes og enten anvendes til vanding eller nedsivning via søerne på grunden. Der er plantet 36.000 planter i området. Der er også lavet veje og en busholdeplads foran sundhedscenteret.
Sportsanlægget er en samlet bygning med en fælles indgang, der fører til alle aktiviteter. Der er skabt en stor foyer som ankomst. Anlægget består af flere bygningskroppe, der forener sig i en, hvilket gør, at det store byggeri ikke bliver en ”klods”, men syner af mindre i forhold til, hvad det indeholder. Sportsbyen virker ganske enkelt mindre udefra og langt større indvendig.
Sportsbyen har fået et synligt logo og navn på facaden og er beklædt med de karakteristiske bølgede Sinus facadeplader. Den nederste del af facaden – ca. to meter og 20 – er fibercementplader i antracit.
Det er Byggefirmaet Ajs ApS, der har leveret og monteret sinuspladerne i tre forskellige størrelser (bølgens højde) og i tre forskellige farver – silver, dark silver og antracit. Springene i bølgernes størrelser og farver er også med til, at hele anlægget syner mindre.
Der kommer diffust lys ind i hallerne gennem de delvist transparente facadeplader. Der er nemlig lagt vægt på at skabe et byggeri med masser af dagslys og brug af naturlig ventilation, ligesom der er sikkerhedskrav om brandventilation af hallerne.
Sinuspladerne er skruet på et underlag af stålprofiler. Det er blevet til i alt 7.000 kvm facadebeklædning, der er sluttet af med en murkrone oppe ved taget. Byggefirmaet har desuden lavet hele tagfladen med derbigum.
– Det har været en god opgave for os, hvor vi både har været med i startfasen og også her i slutfasen. Vi kan godt lide at være med på de store projekter, for det er vi gode til, lyder det fra ejer og direktør, Allan Schou, Byggefirmaet Ajs.
Der er brugt en hel del stål og beton til byggeriet. Spæncom A/S har leveret i alt 95 betonelementer svarende til 202,6 tons. Betonen fordeler sig på 42 stk. tribuneelementer, 43 RB bjælker, tag- og etagebjælker og ti betonvægge. De bærende stålkonstruktioner og alle indvendige stålkonstruktioner er leveret og monteret af CSK Stålindustri. Udvendigt har firmaet leveret stål til fodboldtribunen og til sportsanlæggets egen varmecentral. Der er arbejdet med store spændvidder på op til 46 meter i bredden.
– Stålkonstruktionerne har været i tre dele, der er blevet samlet i toppen ved hjælp af tre kraner til en stor konstruktion. Her har den største udfordring været transporten til byggepladsen. Vi har været af sted med 50 trailere med i alt 800 tons stål, fortæller Claus Mikkelsen, montør og projektleder hos CSK Stålindustri.
En anden speciel ting har været stålet til svømmehallen, da det kræver en høj korrosionsbeskyttelse, så derfor har det fået en overfladebehandling.