Holbæk Sportsby
Sports Allé 1
4300
Holbæk
Danmark
Lodbyg Entreprise har lavet undergulve af cementpudslag og afretning med selvnivellerende flydemørtel på i alt ca. 8.000 kvm. Lodbyg har også lavet såkaldte Newyorker–gulve, hvilket er betonlignende gulve af flydespartel, i alle gangarealer, fællesarealer, kontorer mm. Her er der brugt industriflydespartel fra Saint-Gobain Weber.
Holbæk Gulventreprise har efterfølgende lavet gulvbelægninger med bl.a. 3.000 kvm linoleum i gangarealer, vip-rum, træningscenter og i sundhedscenteret i forskellige farver. I sundhedshuset er der benyttet DLW lineolum, og i vip-rum er det Tarkett.
Til idrætsanlæggets mange toiletfaciliteter har Laufen Nordic A/S deltaget med en leverance bestående af Kompas E gulvstående toiletter med rimless skylleteknik designet af den danske designer Hee Welling. Det vil sige, at skålen på toiletterne ikke har en skyllekant, hvor snavs og aflejringer kan skjule sig. Det giver en bedre hygiejne, og de er lettere at rengøre. Laufen Nordic har også leveret gulvstående toilet i handicapmodel med ekstra siddehøjde på 46 cm og almindelige håndvaske i to forskellige størrelser fra deres nordiske serie PRO N. Den ene på 40 × 32 cm er med sin lille størrelse en praktisk og pladsbesparende model, og den anden er en handicapvask med indadbuet forkant, der giver ekstra komfort til kørestolsbrugere. Det er blevet til i alt 88 toiletter og 116 håndvaske.
Helge Frandsen A/S, der er specialister i at levere varmeløsninger til industrien og andre bygninger med højt til loftet, har leveret strålevarme til tre af hallerne. Ophængningen har skullet tilpasses de forskellige haller. De er sprøjtemalet i samme farve som tagkonstruktionen. Varmepanelerne hviler på tværfoden og hænger i kæder ned fra loftet. Der er brugt systemet Waterstrip-paneler.
Panelerne er placeret i længderetningen i hallerne direkte under loftet, så de ikke tager noget af loftshøjden, og så der ikke kan havne bolde ovenpå. Temperaturforskellen mellem gulv og loft er minimal, og dermed opnår idrætshallen en større energibesparelse. Samtidig fordeles varmen mere jævnt, og det giver en bedre komfort for både publikum og udøvere. Princippet i et strålevarmeanlæg er det samme, som når solen opvarmer jorden. Solen udsender varmestråler, der absorberes i jordens overflade, så den bliver opvarmet og afgiver varme.
– Man vil typisk kunne spare 35-45 pct. i energibehov ved at bruge strålevarme. Det er en lidt dyrere løsning, men på sigt er den mere energibesparende, siger Torben Christophersen, salgskonsulent hos Helge Frandsen.
Systemet kan også anvendes på skoler og i industrihaller, og for Helge Frandsen er hangarer også blevet et stort område.
– Til Holbæk Sportshal har vi installeret strålevarmen i samarbejde med VVS-installatør Poul Christensen A/S, oplyser Torben Christophersen.
Sportsbyen har været forsinket to gange og har ikke været uden udfordringer. Der blev først givet byggetilladelse til sundhedshuset i maj 2018, der er opført som en tilbygning. Oprindeligt var sundhedshuset integreret.
– Nu har sundhedshuset så fået sin egen bygning, hvor borgerne kan opholde sig i terræn, og medarbejderne har kontorer på første sal. På den måde kunne vi også sikre dagslys til alle, forklarer direktør Morten C. Henriksen fra Entreprenør Morten C. Henriksen A/S og formand for Fonden Holbæk Sportsby.