IT-hjørnet, IT Katrinebjerg
Finlandsgade 21
8200
Århus N
Danmark
Omkring auditoriets nederste del i underetagen, er der lavet et mindre caféområde, der indrettes med små siddemiljøer, når alle håndværkere er helt færdige: borde, stole og mere intime afslapningszoner med sofaarrangementer. I tråd med arkitektens overordnede tema veksler møbleringen mellem lavt og højt, og den kan moduleres og flyttes alt efter behov, hvilket giver en god og levende dynamik. Interiøret er leveret af Danmarks største kontormøbelproducent Duba-B8, der har indrettet en stor del af huset.
Susanne Blæsbjerg, Key Account Manager i Duba-B8, fortæller at de igennem hele huset har forsøgt at afspejle et ungt, seriøst og organisk miljø, hvor der er plads til ro, fordybelse og kommunikation. Da de overordnede arkitektoniske linjer står rent og solidt, er der i indretningen prioriteret plads til farver og små skæve indslag. Bl.a. i underetagen, hvor man ved et smalt græsgrønt gulvstykke, kan ligge i en hængekøje og lade blikket vandre op til stuetagens store vinduesparti og udover himlens uendelighed. Som overalt i huset er disse områder lavet i samarbejde med forskellige brugergruppers ønsker om form og funktion.
Etagevis korresponderer huset med den gamle bygning via en gangbro, så betydningen af det nye og det gamle hus udviskes. Det nye IT-hjørne er dog støjmæssigt tilrettelagt som en pyramide – dvs. der tillades mest støj i bunden og mindst i toppen, hvor bibliotektet ligger. I underetagen er de såkaldte lydrum derfor placeret, hvor de studerende kan slippe volumeknappen løs. Disse rum er sikret med speciel gulvkonstruktion og dobbeltvægge. 40 mm lyddøre uden bundstykke, men med EllenMatic lydbundtætning, giver niveaufri adgang og sørger for, at lyd ikke forplanter sig til resten af huset. Dørene er leveret af Trehøje Døre A/S, der også har leveret de resterende indvendige døre og glaspartier til bygningen.
Alle etager i huset er forbundet med elevatorer og trapper, og en af de mange forbindelser fra underetagen og opefter er via en markant vindeltrappe produceret af HB Trapper & Stål A/S. Trappen, der snor sig op til første etage, fremstår i malet stål med rustfri håndliste og gelænder i pulverlakerede mangehulplader – et koncept, der er gennemgående for alle øvrige trapper.
På både stueetage og første etage finder man undervisningsrum og seminarlokaler mod nord. HB Trapper & Stål A/S har som et fast element indrettet disse med radiatorinddækning, som også har funktion af siddebænk. Dampa ApS har leveret lofter i sølvmetallic af mærket Dampa clip-in, monteret i et skjult skinnesystem, som giver et gennemført og raffineret udtryk. Til de åbne områder har firmaet leveret et Dampa PRU-lamelloft i tilsvarende farve, samt adapterplader til højtalere, ventilation og spots.
Mod syd er der til de studerende lavet fællesarealer med siddebalkoner, som indbyder til, at man i grupper eller individuelt kan arbejde mere uforstyrret. Balkonerne skyder sig ud over den underliggende etage og er friholdt af facadens glasflader, så der både er udsyn og lysgennemstrømning op og ned. Dermed understreger de byggeriets rummelige og luftige kendetegn. Kontrasten i underetagens dynamiske møblering med høje og lave bord- og stoleenheder videreføres her og kombineres med mindre specialproducerede bordmoduler uden ben, der kan flyttes rundt og kobles på de eksisterende rammer, for større frihed. Hurtigt, nemt og forandringsparat til de innovative og kreative tanker, der skal tænkes her.