Rytoften
Hasle Centervej 281 - 305
8210
Århus V
Danmark
Al teknik er samlet i lodrette skakter, som er fælles for to boenheder. De præfabrikerede badeværelser fra EJ Badekabiner er for de yderligt placeredes vedkommende anbragt således, at kabinens ene væg indgår i ydermuren på nordøstsiden, hvor der er monteret udvendig isolering med hvidt facadepuds som afslutning.
Træ-/aluvinduerne – fra Ideal Combi – er til denne side leveret som et samlet element med hoveddør, blændpanel, lampe, kvadratisk vindue, sålbænk og fyldning – en arbejdsmæssig besparelse, der kan ganges med 48.
På gavle samt kanter og elevatorskakt på sydvestfacaden er der monteret mørk skærmtegl, som matcher den, der er brugt i de lave blokke i Bispehaven, som ungdomsboligerne er en del af. Den øvrige del af denne facade består udelukkende af alufyldninger og glas.
Rytoftens hybler er ideelle for unge par, men to enkeltpersoner kan også fint dele en lejlighed. I så fald kan der ved tilkøb opføres en skillevæg med dør som opdeling af det nuværende åbne stue/køkkenrum.
Man kan også gå den anden vej og slå to toværelses-enheder sammen til én fireværelses, hvis boligbehovet i fremtiden skulle gå i den retning.
- Her skal man blot fjerne 2,5 m ikke-bærende skillevæg og vende køkkenet. Så har man en familiebolig med to badeværelser, konstaterer Niels Poulsen.
Poulsen & Partnere udfører mange opgaver for den almennyttige boligsektor. For Boligselskabet Præstehaven, afd. 6, tegnede firmaet den gennemgribende renovering af Bispehaven (se byggeplads.dk nr. 5, 2006). Samme bygherre og arkitekt står udover Rytoften bag et andet byggeri med ungdomsboliger på Ryhavevej. EMR Murer & Entreprenør har tidligere samarbejdet med Poulsen & Partnere på et plejehjemsbyggeri. I øjeblikket arbejder Nørre Snede-firmaet på et tilsvarende projekt med 36 plejeboliger i tilknytning til Lokalcenter Hasle.