Bellarækkerne
Center Boulevard
2300
København S
Danmark
Badeværelserne til Bellarækkerne blev projekteret i Danmark, men produceret og leveret af Badelements moderne fabrik i Polen. Badelement ApS lægger vægt på, at indretningen er baseret på kvalitetsmaterialer med dansk afsæt som væghængt WC med skjult cisterne, en ”China White” granitbordplade med underlimet porcelænsvask, gulvvarme og vaskesøjle, alt sammen indrammet af lyse fliser på gulv og væg i brusenichen. Tillagt en høj håndværksmæssig kvalitet fra totalentreprenøren HHM A/S skabes et moderne og appellerende resultat, som adresserer bygherre såvel som beboere.
Med i det samlede billede hører mere end formgivning og design: Energimæssigt lever bygningerne således op til de forventede krav i 2020.
HHM har i sin totalentreprise også etableret lokal afledning af regnvand (LAR); det sker dels via grønne tage, dels via et forsinkelsesbassin og en ny kanal, der afleder regnvand til Amager Fælled. Kanalen fungerer ligeledes som en naturlig grænse ind imod Bella Center.
Et eksempel på rettidig omhu kan også findes i valget af armaturer til det daglige vandforbrug i Bellarækkernes boliger. Grohe A/S har leveret armaturer med Well-certifikatet (Water Efficiency Label) som brusearmatur-sættet Tempesta, der sikrer et vandforbrug på maks. 9,4 l/min, og håndvaskarmaturet Eurosmart Cosmopolitan med en gennemstrømning på maks. 5,8 l/min. Det nyeste i energibesparende armaturer er koldstarts-versioner.
– Det betyder, at midt-positionen på vandhanens greb giver koldt vand; på den måde reducerer koldstartsteknologien varmvandsspild, sparer på energien og skåner miljøet, lyder forklaringen fra Grohe A/S.
Bæredygtighed i alle henseender har således været et indsatsområde i udviklingen af de nye rækkehuse.
– Bellakvarter har her fået boliger med lys, luft og liv, der både stimulerer familiens liv inden for murene og opfordrer til fælleskab på pladser og i stræder, understreger arkitekt maa og partner i Vilhelm Lauritzens Arkitekter A/S, Torsten Stephensen. På mange måder har vi her en parafrase over byggeforeningshuset i en moderniseret version, tilføjer han.
HHM A/S har med Bellarækkerne afleveret endnu et markant projekt til den ekspanderende hovedstad; på referencelisten finder man også både Irmabyen i Rødovre og et af de mest markante projekter i Nordhavn, Frihavnstårnets 12 etager.
– En sag med et forbilledligt godt samarbejde med HHM og deres dygtige byggeledere, vurderer en af de ordførende underentreprenører, Wood Step A/S, som også efterfølgende har fået en del lignede opgaver i og omkring Bellakvarteret.
Det sker i takt med, at rækkehuset udbredes som en foretrukket boligtypologi, der optimerer udnyttelsen af det bebyggede areal. Mange nye projekter betyder, at Wood Step kan have otte montørhold i konstant arbejde på en stribe byggepladser herhjemme med at montere op til 60 nye trapper hver uge!
Til projektet Bellarækkerne stillede rækkehusene med deres tre etager krav om to trapper i hvert hus, i alt 244! Også den opgave er løst med præfabrikation.
– Der er monteret lukkede trapper med stød mellem stue og 1. sal og derefter trapper med åbne trin og masser af lysindfald mellem de øvre etager, forklarer trappespecialisten Peter Ravn fra Wood Step A/S. Under den lukkede version opstår et depotrum, der er populært, fordi det er beboernes eneste mulighed for opbevaring.