Sønderparken
7000
Fredericia
Danmark
Et socialt boligbyggeri med 40 år på bagen kan i enhver henseende være en udfordring for et boligselskab. Det kan i hvert fald Boligkontoret Fredericia tale med om, når talen falder på Sønderparken og Korskærparken.
Boligområdet skød op i begyndelsen af 1970’erne, på et tidspunkt, hvor netop denne type byggeri blev betragtet som den perfekte løsning på den tids akutte behov for nye, tidssvarende boliger.
Men som årene er gået, så er forventningerne og kravene til en tidstypisk bolig ændret markant. Sammenholdt med, at årene er gået, hvilket havde sat tydelige spor på området, stod det klart, at noget måtte gøres.
I 2008 besluttede Boligkontoret Fredericia at gennemføre, hvad der skulle vise sig at blive en af de mest gennemgribende og omfattende renoveringsprojekter, der er set i Danmark i mange år.
Man anslår, at når hele renoveringen er afsluttet, så vil den samlede regning beløbe sig til 1,4 milliarder kroner.
For de mange penge får man ikke kun renoveret de enkelte boliger. Man får også gjort en social indsats for områdets beboere ved at skabe lokale arbejdspladser, etablere attraktive udendørsarealer og tilbyde sociale aktiviteter i området
Første etape af den omfattende renovering blev afsluttet for et års tid siden, men anden etape var gennemført for et halvt år siden. Nu er også tredje etape ved at være gennemført. Et projekt, der konkret omfatter seks boligblokke med tilsammen 225 boliger.
Hovedentreprisen på anden etape blev efter en licitation vundet af Odense-virksomheden Hansson & Knudsen A/S.
Arkitekter er, ligesom på første etape, Århus Arkitekterne A/S og Sahl Arkitekter A/S, der også har fungeret som projektledere for bygherren.
Projektet blev påbegyndt i februar 2014 og afsluttet i sensommeren 2015. Resultatet blev, at endnu seks blokke i området nu fremstår i en helt ny og meget mere indbydende indpakning. Oven i købet er indholdet i ”pakkerne” også blevet betydeligt mere attraktivt.
- Vi har nu taget hul på næste etape i den del af området, der hedder Korskærparken, fortæller projektleder Gert Andersen fra Hansson & Knudsen A/S.
- Her skal vi udføre beton- og murerarbejde. Herefter følger et tilsvarende projekt i den modsatte ende af Fredericia, i Randalsparken. Et projekt til 250 mio. kr. Sammenlagt har vi renoveret i Fredericia for 450 mio. kr.
Det har givet virksomheden en betydelig erfaring, som gerne skulle komme til gavn andre steder. Således har virksomheden netop fået en tilsvarende stor opgave i Aabenraa.
Indretningen af de enkelte lejligheder er blevet ændret betydeligt. Den største ændring er, at køkkenerne er blevet åbnet ind til stuen, så det fremstår som et moderne køkken/alrum. Samtidig har alle lejligheder naturligvis fået helt nye køkkener og badeværelser. Alle gulve er udskiftet akkurat som tilfældet er med stort set alt løst inventar. Når beboerne vender tilbage til deres gamle boliger vil de dårligt kunne genkende den.
Ændringen af lejlighedernes indretning betyder, at især gangbesværede beboere vil have lettere ved at færdes i deres bolig. I to af blokkene er der ydermere blevet installeret elevatorer i alle opgange.
Et andet populært tiltag er, at lejlighederne i stueetagen er blevet forsynet med en terrasse og en lille lukket have. Det har været meget populært, både blandt ældre beboere og hos familier med børn.