Kolding Retailpark
Skovvangen 59
6000
Kolding
Danmark
Det har ikke været svært at udleje butikslokalerne i Kolding Retailpark, som huser seks lejere. Retailparken er opført lige overfor Kolding Storcenter, som besøges af 5,5 mio. kunder om året – og med den befærdede Vejlevej, der dagligt passeres af 21.000 bilister som nærmeste nabo. Med en sådan beliggenhed er synligheden over for kunderne sikret fra første dag.
- Butiksparken er i sig selv attraktiv på grund af sin beliggenhed. Det understreges yderligere af hesteskoformen, som gør, at alle butikker får facade mod ankomstvejen, som også er hovedindkørsel til Kolding Storcenter, siger arkitekt Mads Malmkjær fra Skala Arkitekter.
De to butikscentre adskilles af et stort lyskryds, som måtte udvides ved opførelsen af Retailparken.
Bygningerne er opført i to etaper. Første etape gjaldt Silvan, som er placeret i den ene ende og Sengespecialisten, som ligger helt i den anden ende. Anden etape omfattede alle lejemålene midt imellem.
- Indvendigt er lejemålene opført som ét stort rum adskilt med et fleksibelt system af gipsvægge. Allerede mens vi byggede, flyttede vi rundt på væggene et par gange i takt med, at der blev indgået lejeaftaler, fortæller Mads Malmkjær.
Hver enkelt lejer har således mulighed for at tilpasse størrelsen på butikslokalerne, som alle egner sig til særligt pladskrævende varegrupper. Smag & Behag, som er én af de kæder, der har lejet sig ind, har således sat sig på hele tre lejemål, og har desuden fået 450 kvm ekstra gulvplads i form af et indskudt etagedæk til sengeafdelingen. I dag varierer parkens lejemål i størrelse fra 500 kvm til 5.000 kvm, og i alt er der tale om knap 11.000 kvm butikslokaler.
Butikslokalerne er opført med betongulve og grundbelysning, så også indretningen kan varieres efter behov. Smag & Behag har som eksempel fået lagt en Epoca Classic Modular tæppeflise, som er standard i kædens indretning. Tæppefliserne er leveret af Ege Contract.
Udvendigt fremstår centeret i sorte sandwichelementer med fritlagte sten. Første del blev leveret fra dansk side, men da leverandøren ikke kunne nå leveringen på anden del, måtte man til Tyskland.
- Det er en lidt sjov historie, for Sturmbau havde aldrig prøvet at fremstille de sorte sten. Men de løste opgaven, og de har matchet farven så perfekt, at man ikke kan se forskel på de to leveringer i dag, fortæller Lars Borch fra NCC.
Butiksfacaderne er udført i glas og aluminium, mens vindfangene fremstår i sorte stålkassetter. Taget består af TTS-betonplader med mellemliggende tagkassetter. Desuden er der nedhængte systemlofter i de bageste personalerum, som toiletter og kantiner. I de fleste af lejemålene er der indlagt strålevarme.
Selvom man måtte foretage en ekstrafundering på 35.000 kubikmeter, før man kunne bygge på grunden, var man i stand til at levere en del af lejemålene før tid på grund af den milde vinter, fortæller Lars Borch.
Kolding Retailpark omkranser et parkeringsområde med plads til mere end 200 biler.