Scania Danmark
Industribuen 19
2635
Ishøj
Danmark
Der er langt fra det traditionelle bilværksted med vægge klistret til af side 9-piger, halvtomme kaffekopper, en skrattende transistorradio og værktøj spredt ud over det hele og så til Scania Bilers splinternye servicecenter for lastbiler og busser. Anlægget ligger på en knap 45.000 kvm stor grund på Industribuen i Ishøj og består af en administrationsbygning, to værksteder og et skadescenter. Værkstederne er nærmest hospitalsagtige rene med en orden, som selv den mest aktive husmoder vil misunde – og ikke mindst logistisk opbygget, hvilket giver et optimalt flow for kunder og de knapt 100 medarbejdere. Det er et topmoderne byggeri, der er holdt i rene kubistiske linjer med fladt tag og med antracitgrå og hvid som de gennemgående farver både ude og inde.
Anlægget er bygget på rekordtid, hvilket skyldes, at det er opført efter et modulsystem med fast arkitektur og værkstedsindretning. S.E. Beton har leveret i alt 30 byggemoduler af hver 7 meter i indfarvet beton. Modulerne har endvidere fået en syrebehandling, der gør, at betonen ser sandblæst ud. Ved at benytte byggemoduler, er der sparet ca. et års byggetid, så anlægget kunne stå klart efter blot 16 måneders intensivt bygge- og anlægsarbejde. Administrations- og værkstedsbygningerne dækker et areal på ca. 8.200 kvm med faciliteter som bl.a. dækanlæg, et miljøvenligt bioanlæg til vask, avanceret skadescenter, glasfiber-reparationer, hydraulik, autoriseret lift- og kraneftersyn og tankanlæg. Til sammen får de nye værksteder i alt 28 gennemgående værkstedsbaner på op til 38 meters længde med i alt 55 reparationspladser.
Når man kører ind til anlægget, passerer man først skadescentret og tankanlægget, som ligger separat fra de øvrige bygninger. Det skyldes, at chaufførerne skal have mulighed for at komme til disse faciliteter 24 timer i døgnet. Åbningen ind til resten af anlægget kan lukkes af om aftenen med et elektrisk hegn. Bagved ligger resten af anlægget i en lige linje dog med administrationsbygningen trukket frem med en central placering i forhold til værkstederne. Det giver bl.a. et lysindfald fra siden til administrationsbygningen, så man opnår de mest mulige optimale lyse rum i bygningen.
Samtidig har administrationsbygningen fået en anderledes facade, end resten af byggeriet. På administrationsbygningen har man valgt at beklæde facaden med indfarvede fibercement-facadeplader, Plan Flint, i farven flint (antracitgrå), leveret af Cembrit A/S. Pladerne er hydrofoberede, så de ikke optager fugt. Hydrofoberingen sammen med den farvede cementmasse gør, at facaden ikke kræver malerarbejde og er vedligeholdelsesfri.
- Vi har valgt to forskellige facader for at bryde byggeriet og vise, at i denne bygning, sker der noget andet, forklarer tegnestueleder og konstruktør Per Bonde fra Myhlenberg v/Søren Vangsted Vest A/S, der er totalentreprenør og arkitekt på anlægget.
Facaderne på værkstederne er holdt i samme antracitgrå farve som administrationsbygningen. Til gengæld adskiller facaderne sig ved at være i indfarvet beton på den nederste halvdel. Den øverste halvdel er beklædt med mørke Sinus stålplader. De to facader klæder hinanden, så der på trods af forskelligt materialevalg opstår en helhed og et ensartet look.
På selve pladsen giver de lyse sten et modspil til de mørke bygninger. Hele pladsen er belagt med belægningssten 9 cm tykke SF-Coloc – ca. 20.000 kvm – i en traditionel grå farve. Stenene er beregnet til tung trafik, og de er leveret af IBF Nørresundby.