TAS
Bronzevej 6
6000
Kolding
Danmark
Man bliver meget overrasket, når man træder indenfor i TAS’ nye tilbygning. Selvom det er et affaldsselskab, der har til huse her, oser det mere af stil end af røg og affald.
- Jeg synes, vi har en forpligtelse til at tage hensyn til omgivelserne, når vi bygger så højt og så bombastisk, som vi har gjort. Vi ligger ved én af hovedindfaldsvejene til Kolding, og blandt andet derfor ønskede vi at bygge et arkitektonisk og pænt anlæg. Det koster mere omtanke at bygge pænt, end det koster penge, siger Lasse Knudsen, projektchef hos TAS om bygningen, der rager 30 meter op i luften.
Og pænt, det er det. Tilbygningen blev igangsat, da to af Koldings gamle ovnlinjer måtte nedlægges. I stedet opførte man det nye Anlæg 5, som er et topmoderne forbrændingsanlæg med fjernvarmeproduktion og røggasrensningsanlæg.
Udvendigt fremstår byggeriet meget stilrent i beton, glas og metal. Betonskallen strækker sig ti meter ned under jorden og lige så langt over jorden. Herover svæver en stor, transparent glasbygning tyve meter op i vejret. Ovnhallens imponerende maskiner er en naturlig del af facadeindtrykket og styrker det industrielle udtryk. Om dagen spejler solen og skyerne sig i glasset, men selv om natten er byggeriet et kik værd.
- Det er jo et meget åbent byggeri, hvor man kan kigge ind til det store anlæg. Vi ville ikke have, at det skulle stå og se skummelt ud og ligne en kæmpedinosaur om natten, så derfor valgte vi at bruge penge på en lysdesigner. En udvendig belysning langs svalegangene giver huset et ordentligt udtryk - også om natten, forklarer Lasse Knudsen.
Indvendigt mødes man af et lige så rent udtryk som udvendigt. I den dobbelthøje foyer er der indpasset en balkon med et lille auditorium til besøgende, og ovenover indgangen svæver det nye kontrolrum. Via en elevator kommer man op til selskabets administrationslokaler, hvor farvevalget også er enkelt i sort, hvidt og stål. Væggene er udført med elegante DEKO FG fuldglas, som giver lethed og et maksimalt lysindfald, og som passer til åbenheden i facaden. For at bevare den fulde åbenhed er også dørene i rent glas. De er styret med gulvpumpe. DEKO loft + væg har også leveret skydedøre i glas.
Lofterne er af typen Ecophon Focus D i format 600x2400 mm. Der er tale om et skjult skinnesystem, hvor hver enkelt plade er demontérbar. Loftet er lydklasse A absorbent og leveret af Saint-Gobain Ecophon A/S.
Et stort mødelokale er placeret i bygningens ene langside, hvor man mødes af en fantastisk udsigt over landskabet til den ene side og et kig direkte ind i Anlæg 5 og den store ovn til den anden.
Peter Dalsgaard fra Cubo Arkitekter fortæller om idéen bag byggeriet:
- Hoveddækket er placeret ti meter over jorden, fordi man så kunne placere pumperum, kalksiloer og den slags birum i den tunge, lukkede del af konstruktionen, hvor betonvæggene lukker af for støjen. De funktionelle rum er placeret i den åbne del, så man kan se dem gennem glasfacaderne. Hele udtrykket afspejler industrien, og det er driften og funktionen, der har været omdrejningspunktet i den nye tilbygning. Og så er der en rigtig god kontrast mellem den fine møblering indvendigt og de store gitterkonstruktioner, der bærer administrationen, siger Peter Dalsgaard.
Den nye tilbygning er bygget sammen med det gamle anlæg i en harmonisk enhed, hvor de samme udvendige aluminiumsplader er anvendt for at flette de to bygninger naturligt sammen.