Premier Outlets Center
Klosterparks Allé 1
4100
Ringsted
Danmark
Et rådhus, en kirke og et torv. Tre typiske og meget centrale elementer i stort set hver eneste danske provinsby, som enhver dansker kender og er fortrolig med.
Det lå lige til højrefoden, at det skulle være det, der skulle ligge til grund, da det nye butikscenter Premier Outlets Center i Ringsted blev udtænkt.
- Når et outletscenter bliver etableret, er det tradition, at arkitekterne tager udgangspunkt i noget, der er typisk for værtsbyen, fortæller centerdirektør Kenneth Nørgaard.
- I øjeblikket er der 124 outletscentre i Europa og yderligere 75 er på vej. Men det er det første af sin art i Danmark, så der var ikke så mange traditioner her at leve op til. Derfor opstod ideen med at opbygge centeret som en typisk dansk provinsby.
Resultatet er imponerende, intet mindre. Centeret ligger på et kæmpestort areal, tæt på afkørslen fra motorvej E20 og for enden af indfaldsvejen til Ringsted centrum. 14.000 kvm under tag, heraf er 12.455 kvm øremærket til detailhandel, fordelt på 60 mulige forretninger på mellem 50 og 550 kvm. Hertil kommer et enormt parkeringsareal med plads til 1.000 biler.
Hele centeret er bygget op som en U-formet forretningsgade med et stort torv med springvand som det samlende punkt. For enden af den ene indfaldsvej ligger et højt tårn, ”Rådhuset”, hvor der er indrettet administration, og i modsat ende en stor, markant bygning, ”Kirken”, der rummer centerets største forretning.
De enkelte huse er opbygget individuelt med hvert sit særpræg, og dog tydeligvis efter en klar plan om at skabe et ensartet og ordentligt præg. Akkurat som en gågade, som man kan finde i enhver dansk provinsby.
Da centeret åbnede den 6. marts løste det paradoksalt nok et af de mest betændte, politiske emner i Ringsted Kommune i de seneste år. Spørgsmålet om hvorvidt der skulle etableres en gågade i Ringsted har splittet byråd og handelsstandsforening i flere år. Et forsøg for et par år siden på at indrette byens centrale handelsgader som gågade, faldt ynkeligt til jorden.
Med det nye center fik byen en smuk og velfungerende gågade med i købet.
Et smukt centrum, for med velberåd hu er der anvendt naturmaterialer, med røde mursten, røde teglsten og limtræ som det dominerende byggemateriale. Her og der er der en enkelt filtset facade, men helhedsindtrykket er ubestridt, klassisk dansk murstensbyggeri.
Det er to ejendomsudviklingsselskaber, der står bag projektet. Skotske Miller Development og danske TK Development, der har hovedsæde i Aalborg.
TK Development opererer både i Danmark og i det øvrige Europa, især i Østeuropa, og arbejder med at udvikle og opføre fast ejendom. Virksomheden har specialiseret sig inden for tre segmenter, nemlig domicilejendomme, storbutikker og altså indkøbscentre.
TK Development har også afdelinger i København, Berlin, Prag, Warszawa, Stockholm, Helsinki, Vilnius, Riga og Sofia.
Da outletscentre er et nyt begreb i Danmark, valgte man at indgå partnerskab med skotske Miller Development, der har gode erfaringer med denne type centre i andre europæiske storbyer.
Totalentreprenør på opgaven har været Hornum Murer- og Entreprenørforretning A/S – en erfaren aktør i branchen med 30 års erfaring inden for byggeri, hvad enten det er totalentreprise, hovedentreprise eller fagentreprise.