Ellekildeskolen
Nykøbingvej 64-66
4990
Sakskøbing
Danmark
Ellekildeskolen strækker sig langs Sakskøbing Å på et naturskønt område midt i Sakskøbing. Skolen slår efter sommerferien dørene op og danner ramme for 400 elever og 75 ansattes dagligdag. En dagligdag, der tidligere har hørt hjemme på tre forskellige skoler, Våbensted Skole, Radsted Skole og Rørbæk Skole, men som altså nu samles under ét tag. Skolens SFO kommer også til at indgå som en del af Ellekildeskolen. En ide, der først er kommet til senere og altså tegnet løbende med opførelsen af skolen.
For at tilpasse skolen til naturområdet har man valgt en simpel opbygning med en lang skole, der strækker sig 148 meter langs åen. Af hensyn til elevernes sikkerhed, afskæres åen med et trådhegn med låger i. De tilhørende udearealer giver mulighed for masser af leg og forskellige aktiviteter på boldbanen og en kælkebakke til snerige vinterdage.
- Hele projektet har kørt rigtigt godt, og vi har haft et fantastisk samarbejde med bygherre og bygherrerådgivere. Samtidig har vi haft en tæt dialog med en byggestyregruppe, hvor personale fra de tre gamle skoler har deltaget, oplyser Martin René Pedersen, direktør i Byggefirmaet Brdr. Pedersen A/S.
Skolen er opført i blådæmpet teglsten, der changerer over i det sorte og med et skråt tag i tagpap.
- Som udgangspunkt havde vi en meget låst grund – en lang grund, og i stedet for at modarbejde den, har vi valgt at gøre det til en kvalitet og bruge længden optimalt. Farven på skolen gør derudover, at den falder ind i terrænet, forklarer arkitekt Sigurd Jacobsen fra ATRA arkitekter a/s.
Den simple løsning er også valgt af hensyn til den bløde bund, som området er karakteristisk for. En pilotering har været nødvendig med 17 meter lange pæle banket i jorden for at sikre et stabilt og stærkt fundament. Piloteringen er foretaget af AJ Consult A/S Rådgivende Ingeniører F.R.I, inden byggeriet for alvor tog fat i starten af 2007. AJ Consult A/S har endvidere projekteret konstruktioner, VVS, el-installationer og ventilationer.
Entreprenørfirmaet Flemming Pedersen A/S har stået for kloakering, bortskaffelse af jord og udlægning af stabilgrus til fliser på udearealer.
Sollyset har haft en væsentlig rolle i placeringen af skolens vinduer, og der er arbejdet bevidst med lyset. Der er træ-/aluvinduer langs bygningen fra den ene ende til den anden, kun brudt af døre og kompakte laminatplader i gul og rød, der er med til at skærme for vind og vejr og evt. tage ”stødene” fra en vildfarende fodbold. Under det skrående tag er der langs med taget også en stribe vinduer. Derudover er der ovenlys og glaspartier i begge gavle.
- Uanset hvor solen er, sikrer det lys indenfor, men det giver samtidig et forskelligt lysindtryk, fordi solen kan finde vej ind af forskellige typer vinduer, f.eks. giver det et skråt lys fra vinduerne, der er placeret under taget, forklarer Sigurd Jacobsen.
Vinduerne er beklædt med solafskærmning, hvor det har været nødvendigt, og der er sat lydvinduer i den ene ende, som vender ud mod jernbanen.
Gavlenes glaspartier gør, at man kan kigge ned igennem hele skolen, og på den måde hurtigt danne sig et overblik over hele skolen og fornemme hele konceptet med en fleksibel skole.
Swedoor-Jutlandia har leveret 130 færdigmalede døre og karme i farven grå – Ral7016 – BD30/35dB, BD60/35 dB. Alle døre er med rustfrie stålsparkeplader på begge sider samt forberedt med Ruko SmartAir – en berøringsfri og brugervenlig løsning uden brug af nøgler og kabler.