Brdr. Hartmann
Ørnegårdsvej 18
2820
Gentofte
Danmark
I hele bygningen er der installeret automatisk lyssystem. Det vil sige, at lyset slukker selv, hvis der ikke er bevægelse på kontorerne. Der er fuldsprinklet overalt og fuld ventilation til virksomhedens ca. 60 medarbejdere på Hartmanns hovedkontor.
Der er kontorer på alle tre etager i forskellige størrelser lige fra enkeltmandskontorer til kontorlandskaber og et stillerum på 3.etage, hvis man har brug for det. I hjørnekontorerne er hjørnevinduerne med udvendig elstyret solafskærming, mens persienner klarer de øvrige vinduer. Kontorerne er adskilt af glasvægge og døre, der giver en virkning af store åbne arealer. Der er brugt i alt 500 kvm DEKO FG lyddæmpende fuldglasvægge i 12 mm glas med pinolhængte døre med studiegreb i børstet aluminium. Glasvægge, døre samt foldedøre til mødelokaler, massive døre og branddøre er leveret af DEKO loft + væg p/s.
Glasvæggene er med til at trække lyset helt ind i mødelokalerne, der ligger i midterblokken.
- Ved at bruge glasfacader får man et udtryk af store åbne arealer. Men der vil stadig være mulighed for afskærmning, f.eks. ved hjælp af reoler, forklarer Niels Bendix Petersen.
Samtidig vil der på et tidspunkt komme en eller anden form for dekoration på glasvæggene – ikke mindst for at forhindre medarbejderne i at gå ind i en lukket glasdør, der på afstand måske godt kan syne åben.
Kantinen er placeret bagerst i stueetagen. Den indeholder yderligere et rum med skydedør, så man kan holde frokostmøder. Rummet vender ud mod motorvejen og er derfor med koblede vinduesrammer for at lukke trafikstøjen ude.
På anden etage indeholder midterblokken et mødelokale med en mobilvæg, så rummet kan blive større, og på øverste etage er der indrettet en cafe med tekøkken og kaffeautomat, hvorfra lyset strømmer ned fra et pyramideformet alu-ovenlys, leveret af Marius Hansen Facader A/S.
I kælderen er der aflåste p-pladser og bad, toilet og kontorfaciliteter for køkkenpersonalet. P-kælderen er med automatisk skydeport og jetmotorer, der flytter luften rundt, så der ikke hænger en tung sky af udstødning i kælderen.
- Den største udfordring har været at skulle holde os inden for et bestemt antal kvadratmetre med de ønsker og det antal borde, stole og mennesker, der har skullet være plads til, men det synes vi er lykkedes, siger Niels Bendix Petersen.