Hempel
Lundtoftegårdsvej 91
2800
Kgs Lyngby
Danmark
De velafstemte materialer går igen i det indvendige. Gulvene i stue og kælder er dækket af fliser i italiensk travertin, mens trappernes og etagernes gulve er belagt med lakeret mosaikparket med smalle egestave. Ligesom facaderne veksler de indvendige vægge ud mod atrium mellem glaspartier og vægelementer. De lydregulerende vægelementer er beklædt med smalle striber egetræ. Alle andre elementer i huset er holdt i hvidt.
Den svungne trappe er opbygget med en stålkonstruktion inderst, forklarer projektchef Morten Vibæk fra 5E Byg. Undersiden af konstruktionen er beklædt med gipsplader, og hele den dobbeltkrumme flade har til sidst fået en gang akustikpuds af specialister, så den står snorlige.
I det hele taget har de svungne og ovale former været lidt af en udfordring at bygge ifølge Morten Vibæk. For at dækkenes forkanter skulle være helt præcise, er de opbygget med laserskårne stålplader foroven og forneden, som murene kunne pudse efter. Den omfattende brug af akustikelementer og akustikpuds har givet rummet en meget god akustik
Det er Deko Loft + Væg P/S, der har udført det indvendige tømrer- og snedkerarbejde, der blandt andet har omfattet montering af alle lofter i både metal, gips og mineraluld og alle vægpaneler i træ med og uden akustikregulering. Deko har også udført gipsskørter og gipsbalkonforkanter og vinduesplader. Fra Dekos egen produktion har firmaet blandt andet leveret og monteret Deko GV med 49 dB lydreduktion, hvor der er ekstra høje lydkrav omkring direktionskontorerne og Deko FG glasvægge med lydtætte døre, hvor lydkravene ikke er så høje.