Industriens Hus
H. C. Andersens Boulevard 18
1553
København V
Danmark
Et behageligt lydmiljø har fået opmærksomhed gennem hele huset, inklusive konference – og mødesale samt restauranten på ottende med en panoramisk udsigt over København fra Valby til middelalderbyens tårne.
Barsmark A/S, specialist i bl.a. akustikpaneler til byggeindustrien, har til sagen udviklet et akustikpanel, baseret på Barsmarks lamelprogram, tidligere anvendt med stor succes i et nyt domicil til Aller Media A/S.
Til DI-projektet producerede Barsmark et akustikmodul med en dynamisk fleksibilitet i form af 130 mm brede moduler til nem og tidsbesparende samling med fjer og not på byggepladsen og et varierende, rytmiske forløb i det rillede mønster. Et præcist grafisk udtryk er opnået med en opbygning på glasfiberforstærket gips med en sort mineraluld, afsluttet med en hvid, halvblank laminat med riller.
- At anvende akustikpaneler af denne type betyder ikke bare sikkerhed for en god akustik, men medfører samtidig effektivisering på byggepladsen, fordi de præfabrikerede paneler er tidsbesparende at montere, påpeger Barsmark A/S. I samarbejde med arkitekterne er der til sagen udviklet elegante afslutninger ved døre og vinduer, ligesom lamel akustikpanelerne – type MA 52 – også er anvendt til inventar som møbelvægge med skabe og tekniksektioner, opbygget på stedet. Kerner med teknik -, service – og birum er op gennem husets etager beklædt med Barsmarks akustikpaneler.
Behovet for lyddæmpning ved hjælp af lofters og vægges materialer er betonet af, at husets gulve overalt er af hårde materialer som terrazzo og – på kontoretagerne – egeparket.
Den fagentreprise er løftet af et makkerskab mellem leverandøren Vica Wood på den ene side, entreprenøren P. Rasmussen & Sønner på den anden.
Vica Wood, som har afdelinger i både Danmark og Sverige, har leveret en røget, europæisk egeparket i mosaik, som Vica Wood betegner som en forbilledlig udnyttelse af træets resurser. Det er den, fordi mosaik-sorteringen med min-stave i format 160 × 22,8 mm fremstilles af spildtræ fra de traditionelle parketstave. Stavene klæbes på net og monteres derefter som fuldklæbet gulv i netformater på 320 × 640 mm.
P. Rasmussen & Sønner monterede de massive parketstave på et komfort – og akustikregulerende underlag af korkgummi, fulgt af en slibning og to gange spartling med spartelmasse i den nøjagtige træfarve.
- Den opnår vi ved at blande slibestøvet fra den røgede eg med en neutral spartelmasse, forklarer produktionschef Benny Thidex. P. Rasmussen & Sønner.
I alt lagde entreprenøren mere end 23.000 kvm parketgulv, inklusive mønsterlægning i aluminiums-skinner konferencesalen. P. Rasmussen & Sønner afsluttede opgaven med et par tusind kvm epoxygulve i vekslende glans til kældre og til køkkenområde, her med hulkel og i en skridsikret kvartsblandet variation.
Som alt andet i det længe ventede hus vidner også gulvene således om en uafladelig opmærksomhed på detaljen, et mål, der aldrig blev tabt af sigte og en generøsitet, der er forvaltet gennem fornuftig forvaltning af byggebudgettet.