Max Bank
Femøvej 3
4700
Næstved
Danmark
Først i forbindelse med Bistandsloven af 1976 ophørte man at bruge betegnelsen ’arbejds- og forsørgelsesanstalt’. Nok var det samme klientel som altid, der benyttede huset, men nu blev de betegnet som ’hjemløse, der ikke kan tilpasse sig det almindelige samfundsliv’.
De sidste år, huset fungerede som sådan var betegnelsen slet og ret – værested. Nu blev huset drevet af det i 1970 oprettede Storstrøms Amt.
Ved kommunalreformen i 2007 overtog Næstved Kommune påny huset. Man ønskede dog ikke at drive det efterhånden noget aldersstegne hus til dets hidtidige formål og valgte i stedet at videresælge til Nordicom. De hidtidige brugere blev ved samme lejlighed genhuset andre steder i kommunen.
Med den markante om- og ikke mindst, tilbygning, kan det vist roligt konstateres, at Kanalhuset smyger fortiden af sig og kan se frem til en markant anderledes kreds af daglige brugere.
Af det gamle Kanalhus er stort set kun de ydre mure tilbage. Desuden er et gammelt baghus fjernet. Alt indvendigt er renoveret og bærer ikke det mindste spor af fortidens brug. Tværtimod fremstår denne del af huset nu som et moderne kontorhus, hvor fremtidige bankkunder og medarbejdere vil have deres gang.
Den store tilbygning understreger de nye tider. Tilbygningen fremstår som et topmoderne byggeri, hvor ikke mindst de markante glasfacader falder i øjnene. Det er virksomheden bo-glas A/S fra Brønderslev, der har leveret de omfattende mængder af facadeglas, der svøber den markante bygning.
Som et særligt særpræg er glasset, og dermed bygningen, grøn, hvilket dermed markerer
Max Banks logofarve. Et logo, der også tydeligt er markeret på begge husets gavle.
Som en særlig interessant detalje er der i facaderne indbygget forskellige reklameslogans for banken. Disse er imidlertid så sindigt placeret, at de ikke dominerer facaden, men kun kan ses fra ganske bestemte vinkler. De ses således ikke når man betragter bygningen direkte. Kun når man ankommer til bygningen.
Det skal tilføjes, at glasfacaderne på mellembygningen er leveret af Næstved-virksomheden Niels Juel Petersen A/S.
Et andet markant særpræg ved bygningen er, at de mange vinduer er asymmetriske, både i størrelse og placering.
Virksomheden dan-alu aps fra Skive har leveret de mange vinduesrammer, der tilsammen dækker et areal på 700 kvm. Der er tale om vinduer i aluminiumsrammer af mærket Huek. Det særligt isolerende glas er leveret af virksomheden Niels Juel Pedersen A/S, der er hjemmehørende i Næstved.
Udefra danner vinduerne med deres forskellige størrelser et specielt mønster, der understreger bygningens særpræg. Når man kommer indenfor i bygningen, har vinduerne en helt anden effekt. I nogle dele af kontorarealerne går vinduerne fra gulv til loft og udgør således en glasvæg ud mod henholdsvis Næstved Havn og Næstved by. I andre dele af bygningen har vinduerne en mere ’traditionel’ størrelse og udgør almindelige vinduespartier med vindueskarm.
Det er en detalje, der bidrager til, at de enkelte etager kan indrettes helt og aldeles efter brugernes specielle ønsker. Her er det kun fantasien, der sætter grænserne.
Med så store og sine steder markante vinduespartier er det klart, at der har været stillet nogle krav til indeklimaet.