House of Innovation
Novo Nordisk Park 1
2760
Måløv
Danmark
Den røde løber er klar foran bygning HI – den seneste bygning i Novo Nordisk Park i Måløv. Bygningen hedder også House of Innovation og ligger i forlængelse af størstedelen af de øvrige bygninger i det kuperede terræn. Til dels en klon af resten af familien og til dels ikke.
House of Innovation er en gigantisk u-formet bygning på 16.700 kvm med to laboratoriefløje og en mellembygning med administration og fællesfaciliteter i tre etager. Mod nord fremstår bygningen som fire etager på grund af det faldende terræn. Netop terrænet har givet muligheder for et tvist, som betyder, at der under hovedindgangen er lavet et stort gårdrum belagt med rustikke Siena-teglklinker. Gårdrummets lune indre adskiller sig markant fra bygningens kølige krop og danner associationer til en rød løber foran bygningen, der er en dronning værdig. Her sker ganske enkelt noget nyt i forhold til de ældre bygninger i området.
Man går langs de to fløje for at komme til hovedindgangen på midten – altså i mellembygningen, mens den “røde løber” er med trin ned til gårdrummet, som kantinen støder op til. Herfra er der direkte udgang til det sydvendte og beskyttede gårdrum.
Selve bygningens facade er i pudset tegl i samme kølige, klassiske grå nuance som hovedparten af de øvrige Novo Nordisk-bygninger i parken i Måløv og med identiske vinduespartier med udvendig elektronisk solafskærmning. Dog er mellembygningen – bygning H6 – med glasfacade, der trækker lyset hele vejen igennem bygningen og giver den tunge bygning noget lethed og elegance.
Som resten af Novo Nordisk-parken har alle bygningsled en kort betegnelse med et bogstav og et tal. Venstre fløj er I5, højre er H5, mellembygningen er H6, og det store auditorie, der er koblet på mellembygningen mod nord, er bygning H7. Det store fald i terrænet har netop givet mulighed for at udvide House of Innovation med en kælderetage, der fra nordsiden ikke er mere kælder end, at dagslyset bliver trukket ind og giver udsigt til det markante morænelandskab.
Allerede når man træder ind af hovedindgangen i terrænniveau, giver de første detaljer sig til kende. For første gang i Novo Nordisk-sammenhæng har man valgt en gulvklinke på gulvet. En fransk, lys, kvadratisk kalksandsten, Montpellier. Undervejs i projektet er der løbende blevet opgraderet, dog stadig i god takt og tone med den kliniske Novo Nordisk-stil, hvor hvidt er dominerende og signalerer renhed og sterilitet – et klassisk medical-udtryk. Samtidig er der også blevet ændret en del i selve byggeperioden.
– Så snart projektforslaget lå klar, så gik entreprenørerne i jorden dagen efter – samtidig med at vi projekterede færdigt. Og så er der klart, at der vil ske ændringer og justeringer undervejs. Det stiller nogle krav til os, men det kan godt lade sig gøre. Heldigvis har mange af os været på Novo Nordisk-projekter før, så vi kender turen. Vi ved, der kommer mange ændringer. Og ja, det kan både være stressende og hårdt, men når vi først er i gang og sikrer en stram styring på det hele, så kan det godt lade sig gøre. Men også kun, fordi vi tidligt i fasen har et tæt samarbejde med entreprenørerne, fortæller Christian Knudsen, projektleder hos Rambøll Danmark A/S, der har været totalrådgiver på projektet.