Aarhus Dyrehospital
Hasselager Centervej 12
8260
Viby J
Danmark
For ingeniørfirmaet Arne Elkjær A/S i Aarhus har det også været en spændende og lidt anderledes opgave at opføre et dyrehospital. Firmaet har varetaget alle ingeniørmæssige discipliner og dermed også de mange installationer. Her forelå ingen standarder for dyre-hospitalet, så der er brugt en skræddersyet løsning baseret på dialog med bygherren. Dyrehospitalet er opført med tanke for, at endnu en scanner i form af en MR-scanner kan komme ind i bygningen, det vil sige ind gennem taget. Derudover har Arne Elkjær A/S arbejdet med de specielle hensyn omkring CT-scanneren, så der er beregnet på forstærkninger af gulv, loft og væg.
En del af det markante facadeudtryk er også den udkragende overetage, der nærmest svæver over glaspartierne. Ses bygningen fra hjørnet har den udkragende gavl en fritsvævende udkragning med et panorama indrammet i rødt. Indramningen er afskåret således, at den følger den bagvedliggende fløjs lidt skæve vinkel. Derved bliver dette hjørne en arkitektonisk understregning af bygningens spiralerende formsprog. Glaspartierne giver også inden døre en luftig atmosfære, hvor der er reception, venteværelse og salg af foder med videre.