KUA
Njalsgade 80-90
2300
København S
Danmark
I projektet, der er den midterste etape af tre, skrælles KUAs gamle og nedslidte 70er bygninger ned til råhuset og genopbygges og udbygges til moderne, international universitetsstandard.
Projektet, der har været adskillige år undervejs, er nytænkende i forhold til hvilke faciliteter universitetet skal kunne tilbyde, og hvordan undervisning, forskning og tværfaglighed kan organiseres. De nye tanker er fra starten tænkt ind i selve byggeriets grundstruktur og opbygning. Med projektet integreres KUA i langt højere grad med Ørestad Nord og åbner sig mod denne nye bydel.
Arkitema har tegnet byggeriet og har også stået for byggeledelsen i spidsen for en lang række fagentreprenører.
I forbindelse med bygningen af KUA 2 er orienteringen vendt 180 grader, således at hovedindgangen, der tidligere lå i Njalsgade mod nord, nu vender mod syd og mod Ørestad. Centralt i campusområdet etableres et stort landskabeligt område med ‘universitetstorv’ i åben forbindelse med Tietgenkollegiet, Det Kongelige Bibliotek og Amager Fælled.
Der er bygget fire nye længer i tre etager ovenpå den eksisterende struktur. De travertinbeklædte bygningskroppe ligger vinkelret på det oprindelige byggeri, og orienterer sig med gavlene ud mod henholdsvis Njalsgade og universitetstorvet. Her placeres de forskellige humanistiske institutter, der ikke allerede har fået til huse i etape 1.
Bygningen knyttes sammen af langsgående glasbygninger, der blandt andet indeholder en såkaldt læringsgade. Læringsgaden er en ny idé, som indeholder fakultetets undervisningsrum, grupperum og studiearbejdspladser i en tæt sammenhæng med institutternes videnscentre. Læringsgaden er udformet som ‘gade-zone’ placeret på første sal og anden sal sammen med studiepladser og undervisningslokaler.
Centralt i byggeriet mellem de midterste to længer, ligger et stort overdækket indre fakultetstorv, der rummer hovedindgang, boghandel, opholdsområder, studentercafé og en ‘one-stop-shop’ med servicefunktioner og information, der som noget helt nyt er fælles for alle institutter. Fra torvet er der også forbindelse til fakultetsadministrationen, campus driftscenter, restaurant og et nyt konferencecenter.