Fisketorvet
Kalvebod Brygge 59-Havneholmen 3
1561
København V
Danmark
Bygherren Unibail-Rodamco – med speciale i bl.a. udvikling og administration af butikscentre – har haft hænderne dybt i lommerne til fordel for Fisketorvet, der i den anledning nu også hedder Copenhagen Mall: 350 mio. kroner har den gennemgribende ansigtsløftning kostet, udført i løbet af bare halvandet år.
Til julehandelen 2011 åbnede en nyrenoveret etape 1 og et år senere – 30. november 2012 – etape 2 i ny skikkelse.
Formål: At føre et af Hovedstadens førende butiksanlæg ind i en ny tid, styret af parametre om bæredygtighed, lys, luft, sundhed og måske frem for alt et sikkert overblik. Det er den slags værdier, der er med til at skabe tryghed; og trygge, glade kunder bliver lidt længere og får som følge deraf også mere tid og ro til at fylde flere bæreposer.
- Vi ønsker at udfordre den traditionelle detailhandel. Kunderne må gerne lokkes fra Strøget til Fisketorvets 120 butikker med restauranter og caféer og god plads til billig – eller helt gratis – parkering af familiens bil, lyder det i en kommentar fra ledelsen af Fisketorvet Copenhagen Mall, direktør Jacob Bannor.
Siden åbningen i år 2000 har i alt 8 mio. gæster hvert år fundet vejen ud til Havneholmen, hvor Fisketorvet har til huse. En gang var det dristigt i den absolutte randzone af Københavns city; nu er de forhenværende havnekajer bygget til med kontorhuse og senest også Havneholmens hundredvis af boliger, direkte forbundet med andre tusinde på Islands Brygge via Bryggebroen.
Joh, 1561 København V er in!
Det har Unibail-Rodamco taget konsekvensen af med sin investering i butikscentret efter et projekt, udført af Hoffmann A/S efter idé og streger af de britiske designere hos Dunnett Craven i samarbejde med Designgroup ApS i København.
Dunnett Craven har en ganske stor trofæsamling af centerprojekter både her og der, formgivet i et nutidigt sprog med vægten på lys, transparens og fleksibilitet: På Fisketorvet er etagedæk åbnet, så flere generøse skylights nu får lov at bade centrale centerpartier i dagslys, alle overflader har fået et nyt look, mange butikker er omlagt, andre nye er kommet til, og overalt er de gamle modullofter af akustikgips erstattet af nye med integreret, diffus, elegant belysning: For at fortælle historien spiller iscenesættelsen en hovedrolle.
Den har belysningsproducenten Flos Scandinavia A/S en betydelig del af æren for med sit Cradle-to-Cradle armatur USO Cove i butikscentrets gipslofter.