Novo Nordisk
Hallas Allé
4400
Kalundborg
Danmark
Novo Nordisk er en af mastodonterne i dansk erhvervsliv. Også på verdensplan er det en virksomhed, der bliver holdt nøje øje med. Alene virksomhedens danske afdeling i Kalundborg aftvinger respekt. Adressen lyder i al beskedenhed Hallas Allé. Når man når frem opdager man, at der på det nærmeste er tale om en by i byen.
Efter at være blevet sikkerhedsgodkendt ved hovedporten går turen ind på området. Det er som at bevæge sig rundt i en lille by, anlagt med snorlige gader og regelmæssig bebyggelse. Det nyeste produktionsanlæg ligger for enden af en eksisterende toetages bygning. Umiddelbart er det ikke til at se, at denne bygning er helt ny. Faktisk er det mellembygningen mellem det nye og det eksisterende, der markerer at her er nyt.
For den opmærksomme falder det også i øjnene, at der på taget over den nye bygning er et overdækket anlæg, der nærmest gør det ud for en ekstra etage. For god ordens skyld omfatter projektet også en nærliggende lagerbygning.
Hovedindgangen sidder i mellembygningen, der også er en del af nybyggeriet. Herfra træder man ind i en regulær labyrint af gange. Første stop på turen går ned i kælderen, hvor alle besøgende skal skifte fodtøj.
- Huset er produktionssted for medicinske produkter, som stiller meget store krav til hygiejnen, fortæller projektleder Per Kaiser fra Novo Nordisk.
- Vi går ikke på kompromis med hverken sikkerhed eller hygiejne, så vi stiller store krav til alle, der færdes i huset.
Når produktionen går i gang, vil der kun være adgang til huset eller dele af huset for medarbejdere og andre, der har specifikt ærinde i en bestemt del af det. Novo Nordisk sikkerhedsregler omfatter i høj grad også produktsikkerhed. Ikke alt må ses af alle og enhver.
Iført nye sko går turen tilbage til husets stueetage. Via flere sikkerhedssluser når man produktionsområdet. Eller rettere, det gangareal, der omkranser de enkelte laboratorier, kontorer og lignende. Herfra kan man kigge indenfor i de forskellige rum. Efter endnu en sikkerhedssluse bemærker man, at gulvets farve er skiftet fra blå til grøn. Det falder også i øjnene, at man nu står på en anden type gulvbelægning.