DTU
Institutbygning 324
Lyngby
Danmark
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby strækker sig over et landområde på omkring 1.000.000 kvadratmeter og fordeler sig på et væld af bygninger. Det er nærmest en hel by, men i daglig moderne tale har sådan en ‘by’ det noget mere internationale navn: DTU Lyngby Campus. Gule teglstens bygninger er kendetegnet for de fleste bygninger, men i disse år investerer DTU i en ambitiøs udvikling af universitetets infrastruktur, der omfatter vidtgående renoveringer, ombygning og nybyggeri, som vil finde sted i særdeleshed på DTU Lyngby Campus, men også på andre lokaliteter der hidrører under DTU.
Seneste nybygning er bygning 324 – en Undervisnings- og forskningsbygning med indgang fra både Elektrovej og Matematiktorvet – en bygning, der ligger på en tidligere parkeringsplads omgivet af gamle gule teglstensbygninger. Forskellen mellem den nye bygning og de gamle er som to modsætninger – som stål versus træ – som teglsten versus glas. Og netop glas er hovedingrediensen i den nye rektangulære bygning på 4.600 kvadratmeter. Det er en bygning, hvor der er lagt vægt på det transparente, hvilket særligt kommer til udtryk indenfor. For selv om dagslysets gratis solenergistråler har masser af plads at boltre sig på, så vil der altid være et behov for afskærmning af solen, som der er mod syd mod Elektrovej, hvor der er udvendig solafskærmning. I de øvrige glasfacader er glassene coatede alt efter deres orientering mod solen.
Når man træder ind i ‘glashuset’, er udtrykket fascinerende, lyst, gennemsigtigt, skrøbeligt men kraftfuldt på samme tid og med indtryk af både at være inde og ude.
Bygningens bærende ide består i otte 3-etagers glastårne – med det ydre glashus omkring tårnene. Det giver samtidig et stort indendørs ‘uderum’. Bygningen er tæt på at have 100 pct. glasvægge. Det er Skandi-Bo Indoor A/S, der har leveret ca. 1.400 kvadratmeter indvendige glasfacader med forskellige lyd- og brandhæmmende klassifikationer. De er anvendt til facader på de indvendige tårne og til indvendig opdeling af mødelokaler. Trods de forskellige krav til glasvæggene alt efter, hvor de er placeret, så er de slanke glasprofiler identiske, og giver altså det samme visuelle udtryk i hele bygningen. Glasvæggene er leveret i præfabrikerede rammer og har taget otte uger at montere – lige efter planen.