Gåsetårnskolen
Chr. Richardtsvej 33
4760
Vordingborg
Danmark
Gåsetårnskolen er Vordingborgs største folkeskole med op mod 800 elever. Derfor var det i alle henseender noget af en katastrofe, da det for et par år siden stod klart, at skolen var meget hårdt angrebet af skimmelsvamp.
Skolen, der indtil 1. august 2012 hed Iselingeskolen, er et klassisk skolebyggeri fra 1970erne med flade tage og opdelt i fem-seks afdelinger, forbundet med lange gange.
For Vordingborg Kommune var der ikke den store betænkning. Det blev besluttet at give skolen en gennemgribende renovering, frem for at bygge en ny. For den er placeret midt i et område, hvor mange af Vordingborgs uddannelsestilbud er samlet. Et såkaldt campus. Det store projekt blev sendt ud i en begrænset licitation, hvor hovedentreprisen blev vundet af Farumvirksomheden G.L.V. Entreprise A/S. I tæt samarbejde med Casa Arkitekter A/S og Lyngkilde A/S Rådgivende Ingeniører blev arbejdet påbegyndt i februar 2010.
Det blev samtidig indledningen på et forbilledligt samarbejde med Vordingborg Kommune, de forskellige underentreprenører på opgaven og ikke mindst skolens ledelse, for undervejs i arbejdet har det været nødvendigt at holde skolen åben for eleverne. Enkelte skoleklasser er i perioder blevet genhuset på andre af byens skoler. Men i det store og hele er renoveringen foregået på en skole i fuld funktion. Det alene har været en logistisk bedrift at få til at gå op i en højere enhed. At det er lykkedes skal tilskrives det gode samarbejde mellem alle parter.
Det har også spillet ind, at skolen er opdelt i flere afdelinger. Det var muligt at gå til opgaven sektion for sektion. Resultatet er, at skolen i dag fremstår som stort set helt nybygget. Kun fundamentet og murede mure står tilbage af den gamle skole. Vægge, gulve, lofter, døre, vinduer og tag er nyt.
Nok må skolen virke gammelkendt for eleverne, og alligevel ikke.
- Vi har lagt vægt på at bevare kvaliteterne fra den gamle skole og samtidig gøre den tidssvarende, fortæller arkitekt Poul Qvist Hansen, Casa Arkitekter A/S.
- Derfor har vi valgt løsninger, der matcher den oprindelige konstruktion, for eksempel ved anvendelse af perforerede plader til væg- og loftbeklædning.