Dansk Gigthospital

Meget mere lys

Ved ombygningen er alle vinduer blevet udskiftet til nogle med mindre sprosser, og der er arbejdet med at få meget mere lys ind ved at åbne facaden op med lysskår og store vinduer mod den smukke udsigt. Lysskårene er et ret stort indgreb, som trækker lys dybt ned og langt ind i byggeriet.

– Hvor det er muligt, har vi fyldt op med grønt, og der er skabt zoner med meget tydeligt sprog i forhold til fællesområder. Vi har haft fokus på dagslys og blidt kunstlys, udsigter, farver og tekstur, grønne miljøer, bløde materialer, god akustik – ja, alt hvad man kan gøre for at tilbyde patienterne rum og en kvalitet, som står i skarp kontrast til det rigide hospitalsmiljø fra firserne, fortæller Susanne Hansen.

Der er desuden arbejdet med dynamisk belysning i sengeafsnittets to zoner, hvor lyset reguleres i forhold til døgnrytmen. De valgte materialer, f.eks. træpartier på den øverste del af væggene i bassindelen og i andre fællesområder, får en god stoflighed også om aftenen og om natten, når man har etableret god belysning i rum og gange.

– Dagslys og kunstlys er to sider af samme sag, hvor man ikke må glemme den ene til fordel for den anden. I huset er generelt brugt meget glas, så der kommer lys ind i gangene, pointerer Susanne Hansen.

Udfordrende terapirum

Der er også blevet bygget til, nemlig bassinbygningen på 400 kvm med terapibassinet, som til efteråret kommer til at udgøre husets nye signatur med sin arkitektonisk moderne karakter, der samtidig har toner fra det eksisterende byggeri i smuk harmoni.

Bassinbygningen ligger i en skrænt, og selve bassinet er sænket ned i gulvet, med skjult personalegrav på ydersiden. Dette gør, at rummet ikke opleves som fyldt op med hospitalspersonale og -udstyr, og at man har fri udsigt ud i landskabet fra bassinkanten.

– Terapirummet er et vanskeligt rum at designe, fordi patienterne er kuldskære, skrøbelige og har svært ved at bevæge sig frit. Igen har vi arbejdet med udsigt, træpaneler, god akustik og et generelt rart og varmt miljø med de faciliteter og hjælpemidler, der skal til. Der er tænkt over at integrere den del, hvor hjælpemidler og lignende er anbragt, sådan at man nærmest ikke lægger mærke til det, når man kommer ind i det behagelige og sanselige rum, fortæller Susanne Hansen.

Ud over bassinbygningen og det nye indgangsparti har opgaven bestået i en transformation af det eksisterende og et helt nyt indre. Der er arbejdet med stueetagen som fællesområder, hvor patienterne kommer på daglig basis. Her er bløde materialer, trælister, integrerede møbler, og integreret kunst. I stueetagen findes også de mere professionelle miljøer til laboratoriefunktioner, blodprøvetagning osv., bearbejdet i en lidt mere klinisk version, så man ikke er i tvivl om, at man nu bevæger sig ind i et forskerområde.