Musikkens Hus
Musikkens Plads 1
9000
Aalborg
Danmark
- I og med at det er et kompliceret byggeri, har der været meget afsætning. Byggeriet indeholder ikke ret mange rette linjer og vinkler, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer for entreprenøren, hvilket betyder, at han har haft brug for vores hjælp, fortæller landinspektør og partner Frank E. Kristensen fra Nellemann & Bjørnkjær.
Hans kollega landinspektør Peter Eistrup supplerer:
- Den største udfordring har været koncertsalen, i og med at arkitekturen er udformet, så ingen af de enkelte bygningsdele følger rette linjer. Normalt afsætter vi to fikspunkter for en væg, men her blev vi nødt til at beskrive hele kurveforløbet. Først satte vi et fikspunkt pr. meter til sokkelstenene, og efterfølgende satte vi et fikspunkt for hver 30 centimer til gipsvæggen.
Til forskel for et almindeligt byggeri, hvor landinspektørerne sætter huset af og siger farvel og tak, har Nellemann & Bjørnkjær således haft deres gang i Musikkens Hus igennem 45 måneder.
For Malerfirma Arne Kristensen har det taget 18 måneder undervejs at udføre malerarbejdet på de i alt fire koncertsale, restauranten og fællesområderne. Nu efter åbningen udfører de også efterreparationsarbejdet, så musikhuset fremstår nyt og flot.
Kompleks geometri
Rambøll Danmark A/S har også haft deres gang i Musikkens Hus i en lang periode. Faktisk så lang tid tilbage, at der stadig lå en gammelt kraftværk på grunden. Rambøll har nemlig fungeret som rådgiver på konstruktionsprojektet, kloakprojektet og miljøprojektet helt tilbage til 2001, hvor musikhuset stadig kun var en stor ide.
Efter det gamle, enorme kraftværk blev fjernet til en meter under terræn, viste det sig, at der var store uoverensstemmelser mellem de gamle tegninger og virkeligheden. Der var konstruktioner under jorden, hvor de ikke skulle være.
Derfor havde Rambøll store udfordringer med kælderprojektet i tre etager og pæleprojektet, hvor 2300 pæle blev rammet ned i den sumpede undergrund ved fjordbredden. Derfor har Rambøll brugt 3D-projektering til at lave en model af alle konstruktioner lige fra kajkanter, nabobygninger til ting i jorden, der skulle passes sammen med Coop Himmelb(l)aus 3D-model af bygningen.
- Den komplekse geometri og den frie form har været en stor udfordring. Derudover har vi skulle gøre tingene brugbare for konstruktørerne med mål og dimensioner, fortæller Morten Dalsgaard, der er afdelingsleder i byggeriafdelingen i Rambøll Aalborg.
Han er også meget stolt over, at det er lykkedes at leve op til de meget store krav til akustikken, som Coop Himmelb(l)au og en akustisk rådgiver i New York har stillet til byggeriet.
- Der er kun en håndfuld i Europa, der lever op til de krav, og der er ingen andre i Danmark. Hverken Operaen, DR Byen eller Musikhuset Aarhus er med på det her niveau, så Musikkens Hus er virkelig noget for sig, understreger Morten Dalsgaard.
Hos ØSB A/S har de frie former også givet en række spændende opgaver. De store betondæk til koncertsalen har en speciel formbygning i og med, at de er buede, og geometrien på den store, snoede trappe i foyeren har også været noget, de ikke ser hver dag. Her har ØSB lavet formen til vangen og støbt trinene på fabrikken, hvorefter vægsiderne er støbt på pladsen, da det ville være alt for besværligt at transportere den færdige trappe.
Solenergi