Moesgård Museum
Moesgård Allé 20
8270
Højbjerg
Danmark
Indgangsrampen bliver en addition til bygningen og svækker ikke dens dynamiske formsprog. Under den skrånende betonstern er facaden trukket bag en række betonsøjler og dermed friholdt hinanden. En ‘betonboks’ med bl.a. skiftende særudstillinger er placeret i terrænet og forstyrrer derved ikke denne orden. Samlet set er facaderne fine kompositioner med balance mellem glaspartier og betonbokse, hvor der både er en tydelig differentiering mellem horisontale og vertikale elementer og en rumlighed i facadens dybde. Vinduespartierne er sorte med trærammer i gående partier, dog helt i træ indendøre. Jyllands Markisefabrik A/S har leveret solafskærmning til vinduerne. De er udformet i samarbejde med Henning Larsen Architects A/S. Den specielle løsning betyder, at hver enkelt af de vingeformede alu-lameller er tilpasset bygningen og bevæger sig i forhold til solens gang på himlen fra morgen til aften. Resultatet er meget æstetisk med lameller, der næsten falder i et med facaden og som samtidig opfylder de funktionelle krav.
Husets hjerte
Mødet med Moesgård Museum bag facaden er ganske enkelt overvældende. Det skrånende tag udgør en samlende flade for en foyer, der i virkeligheden er en serie sammenhængende rum med fælles imponerende loftshøjde.
Dagslyset kommer straks én i møde fra modsatte facade og accenturer dermed den tværgående akse i bygningen. Men foyerens struktur er mere kompleks end den er symmetrisk, hvilket gør det til et så mangfoldigt og levende rum. Dagslys kommer også ind fra syd, hvor der er adgang til en stor terrasse på græsfladen. Fra et skår i taget kommer lys ned langs en smuk insitustøbt betonskive. Fra foyeren er der direkte adgang til auditoriet og ind til særudstillingen. I samme plan ligger også museumsbutikken og caféen. Midt i bygningen kan man bevæge sig ned til den historiske udstilling med bl.a. Grauballemanden eller op til den antropologiske samling. Foyeren er altså et samlende rum hvorfra det er let at orientere sig.
- Store glaspartier i foyeren betyder også at man vil kunne se ned i udstillingen, hvilket yderligere udfordrer designerne bag de kommende udstillinger, fortæller kommunikationschef Bodil Jensen. - Den nye udstillingsbygning er blevet det, vi håbede på – godt og vel. Den har fundet sin naturlige plads i det gamle herregårdslandskab og tilføjer noget til stedet. Frem til museets åbning i oktober i år arbejdes der nu med opbygning af de nye udstillinger i de store, smukke rum. Her vil vi give nye vinkler på Danmarks historie fra stenalderen til middelalderen og et antropologisk syn på alverdens folkeslag, siger Jan Skamby Madsen, museumsdirektør
Raffinerede materialevalg
Interiøret i foyeren er præget af få, velvalgte materialer. På gulvet ligger norsk skiffer, som også er anvendt på de monumentale trapper midt i foyeren. Gulvet er robust, men også en smuk og levende flade. Det er en fin kontrast til de glatte betonflader og søjler. Særligt på trapperne opnår de en særlig æstetisk charme, når lyset rammer skifter-stenen.
De indvendige skillevægge i betonelementer er leveret af Fårup Betonindustri A/S. I alt 10.000 kvm. Brian Knudsen fra firmaet fortæller:
- Der har været ‘ekstreme’ brandkrav til vores elementer, hvilket blot har styrket firmaets kompetencer.