Fremtidens Plejehjem
Carl Klitgaardsvej 5
9400
Nørresundby
Danmark
For de fleste mennesker har begrebet plejehjem en negativ betydning. Men når du står på fjerde etage på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby omgivet af farverige designermøbler og kigger ud af de store panoramavinduer på millionudsigten over Limfjorden, Limfjordsbroen og Aalborg på den anden side, får du lyst til at flytte ind med det samme. Intet mindre.
I Fremtidens Plejehjem emmer atmosfæren af nytænkning og handlekraft frem for af hospital og trøstesløshed som på et konventionelt plejehjem. Her er de brede døre ind til lejlighederne knald-orange, her er lyst, her er lækkert, og her er rart at være. Næsten luksuriøst. Selvom det ser lækkert ud, er plejehjemmet ikke form over indhold. Nej, tværtimod. Selve kongstanken bag Fremtidens Plejehjem er nemlig at bruge den nyeste velfærds- og sundhedsteknologi til at skabe bedre livskvalitet og bedre forudsætninger for pleje. Teknologien er ikke et mål i sig selv, men betragtes som et middel til at nå målet.
Plads til forskellighed
Målet med Fremtidens Plejehjem er at sætte individet i centrum. Der skal være plads til forskellighed – også i alderdommen. Nogle af beboerne er stærke fysisk, men svage mentalt. Mens det for andre er kroppen, der svigter før hukommelsen og det skarpe vid.
- Plejehjemmet får 75 beboere med 75 forskellige typer behov, der skal imødekommes. Vi prøver at mime, at de bor i eget hjem, fortæller bygherrerådgiver Vibeke Jakobsen fra Kuben Management. Derfor bliver der på Fremtidens Plejehjem arbejdet med en livsfasemodel i forhold til beboernes individuelle livshistorie og selvhjulpenhed. Formålet er at bibeholde eller fremme selvhjulpenhed ved hjælp af teknologien, ligesom at personalet også efteruddannes efter livsfasemodellen.
Living Lab
Det er ambitionen, at fremtidens plejehjem skal være et ´living lab´, hvor nye teknologier, arbejdsprocesser og måder at sammensætte medarbejdergruppen på kan blive afprøvet og evalueret. Derfor er mange af teknologierne i Fremtidens Plejehjem helt nye og aldrig tidligere afprøvet i Danmark. For eksempel har alle lejlighederne trykfølsomme gulve, der registrer, hvis en beboer falder, og alarmerer personalet. Toiletterne er elektriske toiletter med skyl og føn, der er helt nye produkter på markedet, som gør det nemmere at komme på toilettet uden hjælp – og det giver også mere værdighed.
- Teknologien skal understøtte beboernes trivsel og selvhjulpenhed. I boligerne har de for eksempel interaktive trivselsskærme, der informerer om aktiviteter og dagens menu samt gør det nemmere at komme i kontakt med personalet. Her skal de også kunne kontakte deres familier via Skype, fortæller bygherrerådgiver Kenneth Lundholm-Stenkjær fra Kuben Management.
Lifte frigiver varme hænder
Boligerne er indrettet, så det er nemt at komme rundt og få støtte undervejs. Her har V. Guldmann A/S leveret lifte, så personalet nemmere kan hjælpe beboerne i og ud af sengen samt på toilettet. Med de nye lifte vil personalet i nogle situationer kunne nøjes med at være én person ved forflytninger, som det kaldes i ældreplejen, hvilke ikke betyder noget for den ældres trivsel. Men på årsbasis frigiver det rigtig meget tid, der vil kunne bruges andetsteds.
- Teknologien bidrager til, at personalet kan være én i stedet for to, men det skal altid være en faglig vurdering af den ældres ressourcer i de enkelte arbejdssituationer. Det, man skal bruge teknologien til, er at skabe mere tid til omsorg, forklarer regional manager Annett Axelsen fra V. Guldmann A/S.