Fælleskrematoriet for Sjælland, Lolland og Falster
Kærup Parkvej 1
4100
Ringsted
Danmark
Bygningen i sig selv udstråler en ro og værdighed, i behørig respekt for dens formål. Men det gør sig bestemt også gældende med bygningens placering i landskabet. Her har landskabsarkitekt Birgitte Fink udført et fornemt stykke arbejde.
Bygningen er placeret, så den falder smukt ind i omgivelserne. Grunden er velvalgt, i direkte tilknytning til parken ved Kærup Gods og et skovområde. Endnu mangler man at etablere udendørsanlæg. Det er blevet forsinket som følge af den hårde og lange vinter. Men man fornemmer tydeligt, at når det er på plads, vil hele anlægget indgå som en naturlig del af omgivelserne.
Fælleskrematoriet i Ringsted er Danmarks største af sin art. Et byggeri, der til fulde opfylder sit formål, at være en værdig endestation for den rejse, der følger efter livets afslutning.