Middelfart Rådhus
Nytorv 9
5500
Middelfart
Danmark
Visuelt udstråler det nye rådhus i Middelfart rene linjer og sammenhæng, lys og lethed, transparens, fremsyn og imødekommenhed. Et nyt og centralt byrum har taget form og vil komme til at summe af liv. Fra det store glasparti i rådhussalen har man udsyn over Lillebælt og fra bygningskompleksets høje boligtårne, der højdemæssigt glider trinvist sammen med byen, kan beboerne nyde en sand panoramaudsigt. Centret rummer ud over rådhuset også 40 topmoderne ejerboliger og 3.000 kvm attraktive butikker i stueplan.
Med det ambitiøse byggeprojekt i Middelfart skabes sammenhæng mellem havnefronten og bylivet midt i det historiske centrum. Det nye bycenter bliver et naturligt samlingssted for borgere og aktiviteter, med handlende butikker og kunder, beboere og gæster, borgere og medarbejdere med ærinde på rådhuset og i Borgerservice, samt folk som bare vælger at tage behageligt ophold i solen på rådhustorvet.
Såvel rådhus som boliger er anlagt ovenpå en base af butikker og kælderparkeringspladser.
Projektleder Martin Pedersen fra totalentreprenøren 5E Byg A/S i Odense fortæller:
– Beliggenheden for et så omfattende byggeri med vigtige og centrale funktioner for byen er fantastisk, men betød naturligvis også en udfordring under byggeprocessen med hensyn til logistik og elementmontage, idet der ikke er megen udenomsplads at arbejde ud fra. Det har krævet en høj grad af koordinering og samarbejde, som imidlertid er forløbet fint, og resultatet er yderst vellykket. En udfordring ved byggeprojektets start var også den bløde undergrund og nødvendige miljøsanering ved nedbrydning af det gamle rådhus. Arbejdet med miljøsaneringen gav en midlertidig forsinkelse, som dog blev indhentet sidenhen, siger Martin Pedersen.
Martin Pedersen oplyser videre, at projektet på den tekniske side lever op til de nyeste standarder for bæredygtighed, energiforbrug og miljøhensyn, og funktionelt er strukturen velanlagt, med et smukt rådhus disponeret omkring et stort og højt atrium i den vestlige del. Rådhuset er godt på vej mod en certificering efter DGNB-standard i kategorien platin, og butikker og boliger er opført i henhold til bygningsreglementets standard for Lavenergi 2015.
Ankomst til rådhusets store, lyse foyer sker fra torvepladsen foran rådhuset, mens en flot gangbro i glas, stål og aluminiumsbeklædning forbinder rådhusets østlige og vestlige del, som ligger på hver sin side af vejen. Reception og Borgerservice forefindes i foyeren. Den træbelagte indgangstrappe i foyeren har siddepladser og fører op til førstesalen, mens en ligeledes træbelagt trappe snor sig op igennem det rummelige, åbne atrium, så man herfra har adgang til samtlige niveauer i bygningen. Øverst har atriet store ovenlyspartier. Gulv og trappe i foyeren har fået den samme beklædning af oliebehandlet egetræ, som tilføjer varme farvenuancer imellem alt det hvide. Ud mod Nytorv er anlagt stengulv ved indgangspartiet, og selve torvet er belagt med granit.
I rådhusets vestlige bygningsdel, med grå tegl i stueetagen og champagnefarvede aluminiumsplader højere oppe på facaden, findes den offentlige del af rådhuset samt kontorer til medarbejderne på anden- og tredjesalen.
Rådhusets østlige del på den anden side af vejen rummer udelukkende arbejdspladser for kommunens administrative medarbejdere. Både øst- og vestdelen af rådhuset er præget af de champagnefarvede Larson facadeplader i aluminium med brandbestandig kerne.