Aabenraa Multiarena
Hjelm Allé 3
6200
Aabenraa
Danmark
Aabenraa Kommune som bygherre og husets mange brugere og gæster kan nu glæde sig over den nye store dobbelthal med funktion som multiarena, og som med fleksible teleskoptribuner og en indbydende foyer binder nye og eksisterende faciliteter sammen til en vellykket helhedsoplevelse.
De høje facader brydes i tre horisontale bånd, hvoraf det nederste nedtrapper multihallens omfattende volumen, og det midterste bånd folder sig ned og danner foyerens bugtende facade med den nye hovedindgang, samtidig med at det griber fat i den eksisterende hal to.
Direktør og partner hos GPP Arkitekter A/S, Søren Madsen, fortæller:
– Facadens form danner en lomme ved hovedindgangen, hvor de varierende højder er med til at skabe et inviterende ankomstområde, der leder ind til det lyse og imødekommende foyerareal. Dette fungerer som et knudepunkt i bygningskomplekset, hvorfra gæsterne fordeles rundt til centerets forskellige aktiviteter.
– Store vinduespartier lukker køligt dagslys fra nord ind i foyeren, og her er god plads til social aktivitet og afslapning på de store gulvarealer med små hyggelige nicher i overgangen mellem foyer og hallerne. Havnen i Aabenraa har inspireret til gulvets sarte blå farve, de rå betonvægge og varme trælameller med reference til industribygninger og træbåde. Caféen er placeret i den sydlige ende af foyeren og danner smuk overgang til de grønne udearealer med lavtliggende boldbaner.
– Arkitekturen har hentet inspiration i sportens kurvede bevægelsesmønstre, hvor de afrundede hjørner er med til at blødgøre det markante byggeri mod omgivelserne, fortsætter Søren Madsen.
– Forskydninger i bygningsanlæggets plan og snit giver dynamik og sammenhæng med de grønne omgivelser og udeaktiviteter.
Aabenraas våbenskjold med tre fisk i bølgerne har inspireret til de perforerede, bølgende sinusplader på facaden. Pladernes gyldne kobberfarve matcher centrets eksisterende bygninger og tilføjer et varmt udtryk.
Den nye multianvendelige dobbelthal ligger ved ankomst- og parkeringsarealerne og har fokus på fleksibilitet og god logistik. Her får sportsudøvere og andre brugere, tilskuere og gæster gode oplevelser i smukke og funktionelle rammer. Dobbelthallen danner en helhed og vil blive brugt til både idræt og større kulturelle arrangementer.
Betonelementer spiller en vigtig rolle i bygningskomplekset, både styrkende, bærende, stabiliserende og visuelt som kontrast til de bløde former og varme farvenuancer.
I foyeren er f.eks. et centralt og skulpturelt element den smukke betontrappe, som binder stuen og førstesalen sammen. Trappen er leveret af Randal Beton ApS, og danner visuelt kontrast og kant i samspil med de mange bløde former i bygningen.
Bag trappen falder ligeledes de specielle hammerhoved-søjler af beton i øjnene. Disse kombinerer det bløde og det kantede, og er leveret af Contiga Tinglev A/S, lige som de fire runde betonsøjler, der også bemærkes i foyeren.