Byvej 201
2650
Hvidovre
Danmark
Når det er ordet helstøbt, der bedst beskriver Dybenskærhave, er det ikke kun fordi bygningens bærende elementer, vægge, dæk og tag er konstrueret af støbte betonelementer. Snarere er det fordi, der er tale om et projekt, hvor udtryk, funktion, landskab og indretning er tænkt ind i en større og velfungerende helhed. Den endelige uformning er tydeligvis resultatet af en lang om omhyggelige proces, hvor de forskellige aktører, brugere og leverandører alle har kunnet komme med deres input og idéer.
Centret er tegnet af Mangor & Nagel Arkitektfirma A/S med sagsarkitekt Rasmus Polino Henk i spidsen. Mangor & Nagel Plan+Landskab har udformet udearealerne omkring byggeriet, mens MT Højgaard a/s og Grontmij A/S har stået som henholdsvis totalentreprenør og ingeniørrådgiver. Bygherre er Hvidovre Kommune og ikke mindst Arbejdernes Andels-Boligforening, der gennem hele forløbet har været en vigtig dialogpartner for de projekterende i udviklingen af projektet.
Centret, der er på 6.000 kvm i tre etager, rummer 72 plejeboliger, festsal, fællesarealer, servicearealer, kontorer og faciliteter til personalet samt udearealer med haveanlæg og parkeringspladser.
Byggeriet er som mange andre plejecentre opbygget omkring en H-form, fortæller Rasmus Polino Henk, fordi formen giver et godt udgangspunkt for en fornuftig disposition med korte afstande mellem de forskellige afdelinger og funktioner.
Grunden er klart inddelt i to områder – ankomstarealet med forplads og parkeringspladser ud mod vejen, og så det rolige opholdsareal på den anden side af bygningen med haveanlæg og sø.
Mellemrummet mellem fløjene ud mod forpladsen fungerer naturligt som en tragt, der leder hen til indgangspartiet i mellembygningen. Den udgøres af en glasbygning, der binder de to fløje sammen. Bygningen huser også foyer, hovedtrappe og personalefaciliteter i alle tre etager. Elevatorer og reception ligger lige ved siden af foyeren.
Ud mod havesiden åbner de to fløje sig op, hvilket både giver bedre udkig til haven og i høj grad giver huset et dynamisk udtryk. Knækket i grundplanen gør også fløjenes midtergange mere afvekslende at færdes i.
Dele af gavlene skyder sig længere ud, og sammen med det skrånende tag over festsalen i det længste ben ud mod forpladsen bidrager det til indtrykket af en levende bygning, der også danner fine udvendige rum omkring sig.