Willy Brandts Vej 312
9220
Aalborg
Danmark
Profilen står skarpt på nethinden, når man drejer hen ad Willy Brandts Vej og ser den nye kommunale svømmehal ved Gigantium fra siden. Tagets bølgeprofil er en visuel forlængelse af den sydvendte bakkeskråning herude på kanten af Ålborg Øst. Facadeprofilens efterfølgende figur ligner et kvadratrodstegn, der binder vandtemplet sammen med det oprindelige halkompleks.
Dette arkitektoniske greb begejstrede dommerkomiteen og fik den til at vælge forslaget fra Kjaer & Richter, KPF Arkitekter, Grontmij og NC Construction. En ting er, at nybygningen tager imod landskabet og lukker lyset ind over bassinerne via glasfacader mod øst og syd. En anden kvalitet må siges at være, at den tilfører Gigantiums effektive, men også noget sjælløse is- og eventhaller en tiltrængt æstetik.
Der er også energimæssig fornuft i formgivningen. Ved at begrænse taghøjden i store dele af svømmehallen, reducerer man mængden af luft, der skal ventileres og varmes op, og sydfacadens brede udhæng dæmper solindfaldet og dermed behovet for køling i sommerhalvåret.
Inde i hallen er der et næsten kvadratisk 25-meter bassin, et springbassin med tårn op til fem meter, et varmtvandsbassin til babysvømning, et wellnessafsnit på første sal med spa, sauna, dampbad og koldtvandsbassin samt omklædningsrum med mere. Teknikken er anbragt i kælderetagen, der flere steder har direkte udgang til terræn.
Blandt teknikleverandørerne er Fjordblink Swimming Pools A/S i Randers, der med projektet har premiere på et vandbehandlingsanlæg med fuldautomatisk regenerering af returskyllevand.
- Selve vandbehandlingen sker på traditionel og stabil vis ved, at bassinvandet renses gennem sandfilter og kulfilter. Det nye er, at anlægget kan genbruge 80 pct. af det rensede vand, som tidligere blev lukket i kloakken. En anden nyhed er, at spapoolen ikke som normalt opererer med en begrænset mængde vand, men forsynes fra den samlede vandmængde på en million liter vand. Det har den fordel, at man ikke længere skal jage folk op af bassinet en gang i timen for at få renset vandet. Spabadet kan køre kontinuerligt, siger direktør Henning Børgesen, Fjordblink Swimming Pools, der siden 1969 har leveret swimmingpools, spabade, vandbehandling med mere, i dag især til den offentlige sektor.
Det miljøgodkendte anlæg til Gigantiums svømmehal har særskilt klorproduktion.
Der er to særskilte indgange til svømmehallen foruden adgangen via Gigantiums foyer og en ny café, der holder stedets rå stil med udendørs fliser på gulvet.