Plejecenter Ceres Allé
Ceres Allé 13
8000
Århus C
Danmark
Med udsigt til Ringgadebroen, Aros og skulpturen ’Your rainbow panomrama’ af Olafur Eliasson på taget, byggekraner og åen er det attraktivt at bo i de nye plejeboliger på Ceres Allé i Århus.
Området er tæt på de gamle Ceresbryggerier, men hører også til et større område langs åen, hvor der har ligget mindre virksomheder, der gradvist flytter ud af byen. Plejeboligerne ligger på en nu pælefunderet grund, der tidligere blev anvendt til filterbassin ved et vandværk.
Plejeboligerne ligger helt ned til åen, hvor der på modsatte side ligger et andet plejecenter i ét plan. En anden genbo er en stor byggeplads, hvor der opføres boliger i ti etager. Plejeboligerne ligger altså i en rigtig spændende bydel, meget tæt på centrum og alligevel i et område med både natur og stor udvikling.
Klinges Tegnestue, der har tegnet plejeboligerne, var med til at udvikle projektet efter konkurrencen blev udskrevet i 2002. Tegnestuen har eksisteret i byen i mange år og har stor erfaring med at bygge plejeboliger, især for Århus Kommune.
Plejeboligerne er med sine 72 boliger utraditionelt fordelt på seks af de syv etager. Arkitekturen er enkel og dynamisk med blik for, hvordan huset opleves indefra. Den langstrakte krop er brudt op i tre dele, der er lidt forskudte. Gangzonen indenfor er derfor afbrudt af små nicher ved store vinduespartier og opleves derved som et spændende og levende gangforløb med fællesrummet centralt placeret.
Bygningen er opført i sandwichelementer med hvide betonfacader og fladt tag. Langs øst er der udgang til altaner fra fællesrummene, og i gavlen mod syd er der også altaner på alle etager. Herfra er udsigten virkelig flot og varieret. På østsiden er der et fint haveanlæg, der hører til plejecentret, og som alle beboerne kan benytte sig af.
Indgangsetagen er indrettet med god plads til at komme til elevatoren. På samme niveau er der også en del terapi- og træningsfaciliteter for beboerne. I den resterende del af etagen indrettes en genoptræningsklinik og her får de to teamledere kontor, når byggeriet er helt færdigt. På de enkelte etager er der tillige et mindre kontor for medarbejderne.
I konstruktionen er der anvendt Delta bjælker fra Peikko Danmark ApS. Der er leveret i alt 140 meter bjælker, der bl.a. har den gode egenskab at være meget slanke og derved tillade en højere lofthøjde og stadig have plads til installationerne.
De 12 boliger på hver etage er placeret på begge sider af en bred gang, og midt i husets længde er der et fint opholdsrum med et anretterkøkken, spiseplads og TV-hjørne.
I gavlen er der blevet plads til en mindre opholdsstue med sofaer, og her kan beboere samles, eller en beboer kan tage sine gæster med til stuen. Stuen har vinduer mod øst og syd og adgang til en stor terrasse, og der er derfor masser af udsigt, lys og mulighed for frisk luft. Men på den forskudte gang er der også blevet plads til sofaer, borde og stole, som gør gangen til meget andet end en gang.
Swedoor/Jeld-Wen har leveret massive BD 60-døre, F30, BD30/35 dB og BD30 udvendige døre, mens Bo·glas a/s har leveret bo·safe® hærdet, lamineret glas med klar folie til værn til alle altaner, altangange samt de meget flotte, indvendige trapper.