Dansk Plade Team A/S
Erhvervsbyvej 4
8700
Horsens
Danmark
Pladebearbejdningsmaskiner kræver et stort showroom, og det har Dansk Plade Team A/S nu fået, sammen med en flot administration, der markerer sig med en arkitektonisk facade. Firmaet lå tidligere på en anden adresse i Horsens, men havde kun et mindre lager, der ikke egnede sig til at fremvise de store maskiner, de forhandler.
På den nye adresse, ud til landevejen mellem Horsens og Vejle, får man nu straks øje på den hvide, indrammede administration og den bagvedliggende sorte lagerhal/showroom. Et markant og stilfuldt byggeri, der signalerer kvalitet og åbenhed.
Det nye hus til Dansk Plade Team ligger i et spændende erhvervsområde, Erhvervsbyen Horsens Syd, hvor mange firmaer kan se fordelene ved at placere sig. Base Erhverv Entreprenør as har været med til at udvikle området og bor selv i et domicil tæt på Dansk Plade Team. Base Erhverv Entreprenør as har været bygherre og totalentreprenør på byggeriet og leverede huset klar til indflytning 1. oktober 2010.
Firmaet har opført mange byggerier i Horsens og trekantsområdet, og har netop etableret en afdeling i Roskilde. Ofte arbejder de sammen med arkitektfirmaet Rum A/S, som også har tegnet dette projekt. Rum A/S har både kontor i Horsens og Vejle. Det gentagende samarbejde er en meget positiv oplevelse for begge firmaer, der mærker, at resultatet bliver tilsvarende tilfredsstillende.
Rum A/S har tydeligvis forstået Dansk Plade Teams ønske om en større synlighed og nogle lokaler, der egner sig til arrangementer for kunderne. For at sikre maksimal blikfang fra den trafikerede landevej er den flotte administration med et rødt indgangsparti trukket helt frem, mens den mere lukkede, mørke lagerbygning/showroom træder tilbage og derved fremhæver den hvide administration.
Administrationen fremstår som en stram boks med glas-/alupartier trukket lidt tilbage i en indramning. Udhænget og gavlen er beklædt i store, hvide keramiske klinker, der udgør indramningen. Klinkerne er et robust materiale, der holder sit pæne udseende længe, samtidig med, at det er flot og signalerer kvalitet.
Lagerboksen er i fritlagt granit, der til gengæld signalerer halbyggeri. Indgangen er tydelig med sin røde ramme mod de hvide klinker og glasfacaden. Den røde farve bruges i Dansk Plade Teams markedsføring, men også hos Amada maskiner, som de er forhandler af.
Allerede ved indgangen får man som gæst en fin oplevelse af huset. Den dobbelthøje hall, med en trappe i stål og glas til overetagen, er dejlig luftig, og tanken er, at rummet kan bruges til at vise genstande fremstillet af pladebearbejdningsmaskinerne, som firmaet forhandler. Klinkerne i hallen og på trapperne erstattes af tæpper på de to administrationsetager.
Ovenpå ligger receptionen i en åben og behagelig atmosfære. Her er indrettet et mindre, uformelt møderum, mens det meste af administrationen og indkøbsafdelingen sidder i et åbent kontormiljø. Chefkontorerne ligger i forlængelse af administrationen. I underetager er køkken og kantine indrettet, med mulighed for at samle kantine og et stort møderum, til større arrangementer. På etagen sidder også nogle af de teknikere og sælgere, der bruger meget af tiden med at køre rundt til kunder og kun kommer på kontoret lejlighedsvis.