Tysingehave
Sønderstrupvej 26
4340
Tølløse
Danmark
Tysingehave er en enkel og afprøvet bygningstypologi med en kombination af bærende betonelementer, in situ-støbning og facadelukning med glas, træ og aluminium. Jørgen Friis Poulsen A/S har leveret hele løsningen med et hold af fagentreprenører, der ikke mindst har skullet vise kompetencerne i husets aptering med karakterfulde indslag af rødt cedertræ og aluminium.
Hele den iklædning og “dressing” af facaden blev lagt i hænderne på den erfarne producent og entreprenør Norisol med særligt speciale i metalbeklædninger inde og ikke mindst ude. Løsningen består af to typer aluminium, der vertikalt og horisontalt suppleres af partier med en cederbeklædning med lister, H38 × B42 mm, af sorten Western Red Cedar. Montagen skete på et afstandsgrid og i sektioner med befæstigelse imellem listerne uden synlige skruer.
Vertikalt består facadebeklædningen af en bronzeret version med “kupferpatina” på 1,5 eller 2 mm aluminium; horisontalt markerer 500 mm, helt op til 1.000 mm, høje bånd af natureloxeret aluminium, at her er et etageskift, men også et karakteristisk kurvet spor, der både bærer en transparent modernitet og en retrohilsen til fortidens funktionalisme.
Sporene ankom forproduceret til byggepladsen i den foreskrevne geometri, hvorefter de blev monteret direkte i tagkonstruktionens stål; i sig selv en udfordrende opgave med ekstreme krav til præcision.
Jørgen Friis Poulsen A/S har leveret totalentreprisen i et OPP-samarbejde (Offentlig-Privat Partnersamarbejde) med Danske Diakonhjem, der nu driver bygningen på en langtidskontrakt. Bygningens realisering respekterer, at en del af beboerne kan være demente, og implementerer derfor et intelligent nøglesystem, der er let at betjene og kun giver adgang til egen bolig samt en vifte af velfærdsteknologiske hjælpemidler med hæve-sænke-toiletter, robotsenge og dokumentationstablets i boligerne.
På tagets synlige flader har totalentreprisen etableret sedumtage, og bygningen overholder lavenergiklasse 2020, bl.a. ved opvarmning med sol- og jordvarmeanlæg.
Klimadan A/S er entreprenør og detailprojekterende bag et opvarmningsprojekt, der betyder, at Tysingehave er selvforsynende med varme. Der er således ingen ekstern leverandør af varme, oplyses det.
Anlægget er baseret på kombinationen af 5-6.000 m jordvarmeslanger, udlagt i en meters dybde, en vel dimensioneret Thermia-varmepumpe og 48 Klimadan-solfangere, opstillet på plejecentrets tag. Solvarmen udgør således den primære varmekilde til opvarmning og brugsvand og på en sådan måde, at overskudsvarme kan pumpes ud i jordvarmeslangerne og supplere anlæggets distribution derfra.
– I den programmering støtter varmekilderne hinanden, og produktionen af energi kan udnyttes med et minimalt spild, forklarer Klimadan A/S, der gennem tre årtier har gjort opsamling og distribution af energi fra vedvarende kilder til sit speciale.
Med i Jørgen Friis Poulsens totalentreprise var også etablering af udearealer med terrasser, haver m.v., oplyser totalentreprenøren.
I valget af materialer og overflader er der søgt at skabe en sammenhæng mellem bygningens indhold, hierarkiske placering i centeret og de tekniske hensyn, der vedrører både vedligeholdelse, miljø og bæredygtighed. Det oplyser KPF Arkitekter A/S.