Spinderiet
Bomuldsgade 4
2500
Valby
Danmark
Da De Danske Bomuldsspinderiers maskiner i Valby i midten af 1960'erne blev tavse, udkonkurreret af en gryende globalisering, stillede bygninger og den 15.000 kvm store industrigrund et åbent spørgsmål: Hvad nu? Små virksomheder trivedes i en årrække på adressen, men der gik 30 år før den endelige afklaring. Den kom fra Valby lokalråd, TK Development og Københavns kommune: Den gamle spinderigrund kunne blive en ny bydel af Valby og et nyt shoppingstrøg.
Den idé viste sig så levedygtig, at et konkret projekt blev lanceret i 2004 med bl.a. tegnestuen AK83 og Dan Wajnmann som arkitektrådgivere, et klogt valg skulle det vise sig. Resultatet af et helt årtis bestræbelser åbnede i november 2007, klar til sydende julehandel. Med butiksstrøget Spinderiet er det bevist, at en ny koncentration af butikker ikke som en naturregel lægger eksisterende bykerner øde. Det omvendte kan være tilfældet.
At det er gået sådan her, kan Spinderiet indledningsvis takke sin placering for. TK Development og AK83 ramte plet, da man udnævnte spinderigrunden til at være Valbys nye ”city”, for et sådant havde udflytterbyen på kanten af Hovedstaden egentlig aldrig haft. Dernæst ligger der en hovedgevinst i AK83 tegnestuens projekt: 50 butikker, fire cafeer, et fitnesscenter, 4.500 kvm kontorer og omkring 100 ejer- og lejeboliger (i samarbejde med Dan Wajnmann) er opført og for en mindre part indrettet i eksisterende bygninger på en sådan måde, at det end ikke giver mening at tale om et butikscenter. Spinderiet er i stedet blev Valbys nye livsnerve.
I alt rummer Spinderiet, der på et tidspunkt også hed ”Valby Torvene”, hele 45.000 kvm. Det ligger på gennemsnittet af danske storcentre. Men til forskel fra de traditionelle centerbygningers ofte massive fysiognomier, er Spinderiet i sin arkitektur udlagt i en række mindre 2-3 etagers enheder, grupperet omkring indkøbsstrøgets torve og pladser. I alt syv solitære bygninger udgør de fysiske rammer. Heraf hidrører to, nemlig den autentiske spinderihal og en kvasi-kvadratisk kube, fra de historiske spinderier. Resten er nyprojekterede og opført efter traditionelle principper med bærende betonelementer – huldæk, søjler og bjælker – fra Spæncom.