Lyreco Danmark
Lykkegårdsvej 10
4000
Roskilde
Danmark
På Lykkegårdsvej i Roskilde ligger Lyrecos nye skandinaviske hovedkvarter, der rummer både skandinavisk administration og det danske lager. Lyreco er en af verdens førende leverandører af kontorartikler, og en stor del af firmaets succes ligger i målsætningen om at kunne levere varer fra dag til dag. For Lyreco var det derfor vigtigt at få en bygning, der støttede op om deres logistiksystem og forretningskoncept. Det var derfor en ret bunden opgave tnt arkitekter stod overfor, da de sammen med to andre tegnestuer blev bedt om at komme med et forslag til det nye hovedkvarter:
- Jeg tror, vi vandt, fordi vi tog Lyrecos koncept seriøst. Vi har projekteret en del erhvervsbyggerier og ved, hvor vigtigt det er, at bygningen opfylder bygherrens krav ned til mindste detalje. Det er ikke noget, man skal pille ved, siger Henning Kobbernagel, partner i tnt arkitekter.
tnt arkitekter og ingeniørfirmaet midtconsult har været med fra start til slut. Først som bygherrerådgiver, hvor de definerede bygherrens byggeønsker, udbød opgaven og afholdt licitation i totalentreprise. Dernæst bad Lyreco rådgiverne om at udføre projektering af byggeriet for totalentreprenøren. En beslutning, der betød, at tnt arkitekter og midtconsult kunne starte projekteringen næsten inden blækket var tørt på kontrakten med totalentreprenøren.
- Det har været en spændende sag at være med på. Både fordi vi har samarbejdet en del sammen med Lyrecos franske hovedsæde, og fordi der er tale om et byggeri i så stor en skala. Når man går rundt derude, kan man fornemme, at der er en vis storhed over projektet, siger Carsten Rodal fra midtconsult.
Lyrecos hjerte er lageret. Fungerer det ikke, mister virksomheden kunder. Lageret er delt op i to sektioner – pluklageret og højlageret. I pluklageret går et conveyorbælte gennem hele rummet. Langs bæltet står ansatte, læser bestillingerne og lægger varer i kasserne. Undervejs bliver indholdet tjekket af to andre medarbejdere, før det ryger videre til en maskine, der aflæser, hvor meget kassen er fyldt op, skærer det overflødige pap af og lukker kassen. Herefter kører kassen videre oppe i 4 meters højde til distributionsområdet. På hver enkelt kasse er en stregkode med oplysninger om, hvor kassen skal hen. Stregkoden læses af en maskine, der sorterer kasserne efter destination, så de ender på den rigtige palle. Hver palle pakkes, så pakkerne ligger i kørerækkefølge, når chaufføren skal ud og aflevere varerne til kunderne. Udenfor er lageret hævet så meget, at lasten kan køres direkte ind i lastbilen, der holder ved en af de 13 rulleporte.
- Det er et fantastisk system. Det er virkelig sjovt, man bliver som et lille barn igen, når man ser, hvordan det fungerer. Der er tænkt på det hele, siger Henning Kobbernagel begejstret.
Alle bærende elementer i lagerbygningerne er udført i beton leveret af Spæncom A/S, som har været underleverandør til Dalton Betonelementer A/S på sagen. Med to lagerbygninger på henholdsvis 11.000 kvm og 5.000 kvm har der været tale om ret stor leverance – tagdækkene alene fylder 9.000 kvm. Tagdækkene spænder op til 35 meter og har et fald fra midten. Mellem tagdækkene er sat stålplader.