Allerød Fodbold Klub
Møllemosen
3450
Allerød
Danmark
Toblerone! Chokolade - ja. Allerød Fodbold Klubs nye klubhus – ja. I hvert fald er det en betegnelse, man kan høre i folkemunde i Allerød. Men som kender af den klassiske chokolade-trekant – så er formen netop også et A – som i Allerød Klubhus. Et klubhus, hvor medlemmerne kan samles i stedet for at være spredt på fire lokaliteter, som tidligere.
Allerede på lang afstand kan man spotte A’ét i byggeriet, der på sin egen triumferende måde ligger i det åbne landskab, hvor fodboldbaner naturligvis er en stor del af landskabet. Ideen er også, at klubhuset ligger som en bølge i landskabet, hvor det skråner 60 grader foran og 30 grader på bagsiden – eller nok mere fair at sige tilskuersiden, da bagsiden som sådan ikke er en bagside. Klubhuset ligger i Møllemoseanlægget, der huser et af landets største baneanlæg.
En smule mangler dog denne dag. Nemlig skyggesejlene i siderne øverst, der er blæst af i den forgangne storm, der lavede ravage flere steder i landet. Præcis som de skulle, forklarer Poul-Erik Hansen, projektleder hos Jönsson A/S, der har været totalentreprenør på byggeriet. Skyggesejlene skal nemlig løsrive sig under storm, for ikke at stå og rive i stålkonstruktionen.
- I bund og grund er det et simpelt byggeri med simple, bæredygtige materialer, der er til at få fat på. Og så er det bare skruet godt sammen, siger Poul-Erik Hansen.
På frontsiden – altså ved indgangen – er facaden beklædt med tagpap i et spil af tre farvenuancer – sort, grå og hvid. Farverne trækker hele vejen ned til jordfladen foran, hvor belægningen også har fået tre nuancer. Og hvor der naturligvis også er handicapvenlig entre.
Midt for er hovedindgangen, og på hver side er der to spillerindgange. I hver ende af klubhuset er der øverst to overdækkede tagterrasser – her hvor skyggesejlene skal være.
Pladsen foran er til cykler, derudover er der anlagt parkeringspladser til 120 biler og otte busser. Klubhuset ligger på den gamle flyveplads i Allerød. Tidligere lå her en firelænget gård, men kun en bygning er tilbage. Den første fodboldbane blev anlagt i 2007. Dengang blev der sat midlertidige containere op, der fungerede som omklædningsrum.