Sosu Sjælland
Slotshaven 3 A-G
4300
Holbæk
Danmark
Med afdelinger i fem sjællandske byer og et elevtal på knapt 2.000 er SOSU Sjælland landets største social- og sundhedsskole. Skolen er en sammenlægning af uddannelsessteder i Region Sjælland, hvor administrationen og den overordnede ledelse er placeret i Ringsted, centralt midt i regionen, mens skolens afdelinger er placeret i Næstved, Holbæk, Greve og Slagelse, der fungerer som selvstændige enheder.
Skolen i Holbæk var efterhånden blevet utidssvarende, og der var mangel på plads til de studerende på uddannelsen, der i de seneste år har oplevet en stigende søgning blandt unge. Derfor blev det besluttet at bygge en helt ny skole, centralt i Holbæk i det kompleks, der kaldes Slotshaven, hvor også en række andre uddannelsestilbud har adresse. Byggeriet blev påbegyndt i august 2012, og præcis et år efter kunne de studerende tage det nye og meget velindrettede hus i brug.
Bygherre på projektet er M. Goldschmidt Ejendomme A/S, der således er ejere af byggeriet, mens SOSU Sjælland er lejere. Efter en licitation blev hovedentreprisen givet til Rødovre-virksomheden Dahl Entreprise A/S, der herefter stod i spidsen for et byggeprojekt, der kom til at vare et år.
Arkitektfirmaet Mangor & Nagel A/S har udarbejdet tegningerne, mens Glostrup-virksomheden NCM Project A/S har forestået bygherrerådgivningen. I et velfungerende samarbejde med projektets underentreprenører blev byggeriet gennemført i det store og hele efter tidsplanen. Vinteren 2012-2013 var en barsk oplevelse, der undervejs gav flere udfordringer.
Men allerede inden nogen overhovedet var begyndt at tænke på vintervejr, skulle en anden udfordring løftes. Nemlig den kendsgerning, at selve grunden ikke var specielt stor, og den havde en form, der stillede krav til arkitektens kreativitet. Til overmål skulle skolen bygges tæt på nabobebyggelsen, et kollegiekompleks.
Med tanke på de specielle fysiske rammer og ikke mindst de ønsker, der var knyttet til husets indretning og anvendelse, var det lidt af en udfordring, der ventede arkitekterne og siden medarbejderne på byggepladsen. Set fra oven ligner skolen en sommerfugl, hvor undervisningslokaler og administration er placeret i ‘vingerne’, mens ‘kroppen’ rummer et atriumrum, eller foyer, der strækker sig åbent i begge bygningens etager. Et rum, der med sin særlige indretning og mange farver, byder besøgende varmt velkommen.