Spektrum Odder
Parkvej 5
8300
Odder
Danmark
Totalentreprenøren valgte Poulsen & Partnere A/S i Århus til detailprojekteringen, herunder kampen med prisstigningerne. Sidstnævnte har ikke nødvendigvis betydet kvalitetsforringelser – snarere tværtimod, mener projektleder Erik Rønde, Poulsen & Partnere:
- Vores opgave har i stort omgang været at undersøge, hvordan man fik mest for pengene, og hvordan man kunne forenkle og samtidig optimere detaljerne i det projekt, som ARKIpartners havde lagt frem. Jeg tror, de fleste er godt tilfredse med, at vi udskiftede de oprindelige limtræsspær i multihallen med søjler og TT-spær af beton, ligesom der blev strammet op på isoleringsdelen og facadebeklædningen med stålprofiler. Der har været et fint samarbejde mellem de involverede undervejs, men noget af den intensitet, der ligger i partnering, var svær at fastholde på grund af de massive prisforhøjelser, siger Erik Rønde, Poulsen & Partnere.
Ankomsten til Spektrum Odder bliver et bilfrit trekantet torv, som munder ud i en allé op mod hovedindgangen. Nybygningen skærer sig ind mellem de to gamle haller og grundens afgrænsning bagtil ud mod jernbanen mod vest med en tre etagers bygning, der foruden den gule mursten er beklædt med Norisol kassetter og Rockpanel-plader.
Til lukningen har to leverandører bidraget. Træ-/aluvinduer er fra UnikFunkis Vinduer & Døre A/S i Viborg, mens større glas-/alupartier er leveret og monteret af CL Glas & Aluminium Aps i Rødding. Det sønderjyske firma har benyttet et Reynaers alusystem med tysk glas. CL Glas & Aluminium har desuden til den indvendige del haft en betydelig leverance på glasskillevægge eksempelvis mellem cafeen på 1. sal og multihallen. Der er tale om BS60-glas monteret i Forster stålprofiler.
Omklædningsrummene er primært placeret i en bygning langs den mindste af de gamle haller. Omklædning og foyer blev afleveret som etape 1 i december 2006, efter at man havde måtte beskære rummenes volumen af de nævnte sparehensyn.
Den dobbelthøje foyer skal efter planen have et multimediefunktion med opstillede pc’er m.m. samt kiosk og information. Længere inde ligger en servicedel med kontorer til centrets medarbejdere samt lokaler til musikskolen. De har åben forbindelse til den nye tværgående multihal via brede svalegange, der også kan benyttes til tilskuere. Det eneste bevarede element fra de tidligere mellembygninger er en skydebane, som centret selv har renoveret.
Multihallen har stort dagslysindfald og en fleksibel indretning, hvor der under svalegangene er åbne områder til bl.a. aerobic, boksning, opvarmning m.m. Den 1.300 kvm store hal er ikke primært tænkt som opvisningsarena for sport, men diverse publikumsarrangementer vil nyde godt af en avanceret videotavle på den ene gavlvæg.
Tavlen er leveret af Virklund Sport A/S i Silkeborg som den blot anden af slagsen, der monteres i Danmark. Her vil man kunne samle al reklameeksponering fra sponsorer og således holde den øvrige del af hallen fri for kommerciel skiltning. Budskaber kan formidles til publikum, herunder live-video og nærbilleder af en taler eller optrædende. Der er benyttet en SMD-teknologi med dioder placeret på tavlens forkant. Tavlen måler 1,28x2,24 m.
Hallen opvarmes af vandbåren strålevarme fra Zehnder paneler placeret i loftet. Dansk VVS Import A/S i Horsens har leveret denne varmekilde foruden gulvvarme i pexrør og Korado radiatorer til centrets øvrige rum.